EMNER

Grand Prix-tunering i skak for seniorer

GISTRUP:På baggrund af en stor succes gennem nu mange år med en grand prix-turnering i hurtigskak for juniorer var der lørdag eftermiddag med Gistrup Skakforening som vært premiere på en tilsvarende turnering for seniorer. I alt var der 22 skakspillere tilmeldt fra hele Nordjylland, og de blev inddelt i to grupper med 10 i den stærkeste række og 12 i den anden gruppe. Det blev spillere fra Aalborg Skakforening, der satte sig markant på de første pladser i gruppe 1. Således vandt Lars Meyer med 6,0 point foran klubkammeraterne Carsten Hellegaard og Sune Norman Hansen, der endte på henholdsvis 5,5 og 4,5 point. Bedste spiller under 1900 i rating blev også kåret, og det blev Søren Hauge fra Hadsund med 4,0 point. I gruppe 2 endte Lars Rønnow fra Gistrup og Tage Henriksen fra Terndrup på en delt førsteplads med hver 5,5 point mens Kresten Jensen fra Nibe og Evald Sørensen fra Gistrup på de følgende pladser begge endte på 4,5 point. Bedste spiller med en rating under 1400 blev Brian Petersen fra fra Skørping med 4,5 point. Den nye turnering spilles som hos juniorerne hen over vinteren og næste runde er i Sæby lørdag 22. november. Efter nytår kommer turen derefter til Frederikshavn 7. februar, Vejgaard 14. februar, Terndrup 6. marts og igen Sæby med sidste runde lørdag 11. april.