Grand spiller videre i sportens verden

Det gamle spillested i Danmarksgade genopstår som ny afdeling af PitStop

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

PitStop er for folk med hang til sport og spil. Arkivfoto: Henrik Bo

AALBORG:Det gamle forlystelsessted Grand i Aalborg bliver vækket til live som en gigantisk sportscafe og spillehal. Stedet har ligget stillet i næsten et år, men nu går kæden PitStop ind med sin anden afdeling i byen. I forvejen har PitStop en sportscafe på Vesterbro. Lokalerne i Danmarksgade har senest været lejet ud til Aalborg Kommune og er temmelig forfaldne. Derfor skal håndværkere give stedet en overhaling, før PitStop kan åbne engang til sommer. Men i renoveringsarbejdet bliver der taget hensyn til Grands helt særlige indretning og fortid som teater, forsikrer Henrik Halkjær, kædechef for PitStop. På gulvniveau kommer en stor bar til at dominere midt i salen, mens den gamle palmehave indrettes med poolborde. Scenen omdannes til et særligt travhjørne, hvor de spillelystne gæster kan følge løb på en gigantisk storskærm. Den meget specielle balkon oven over salen bliver også bevaret. Her skal der stå spilleautomater hele vejen rundt. - Det bliver den største og dyreste cafe i hele vores kæde, og de spændende lokaler gør stedet helt specielt, bemærker kædechef Henrik Halkjær. Selv om scenen laves om til et travhjørne, er det ikke ensbetydende med, at det er slut med levende musik på Grand. Inventaret bliver ikke mere fast, end at det kan fjernes. Men det er op til franchisetageren af stedet at afgøre, om Grand af og til også skal have levende musik på programmet, understreger Henrik Halkjær. Først skal kæden ud og finde en forpagter - franchisetager - som skal drive kædens 30. butik i landet. Jesper Elbæk Pedersen, direktør for Aalborg Væddeløbsbane, byder PitStop velkommen. Han frygter ikke, at væddeløbsbanen mister kunder af den grund. - Film skal ses i biografen, og sådan er det også med trav. Det skal ses på banen. Men på de dage, hvor der er løb i andre byer, kan det være fint at se trav hos PitStop, siger direktøren, som i forvejen har et samarbejde med PitStop på Vesterbro. lars.termansen@nordjyske.dk