EMNER

Granitmejslede meldinger

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen går fra koncepterne, er der grund til at spidse ører!

Hans berømte ”grillning” af Per Stig Møller er ikke et engangstilfælde, men måske det første eksempel på den særlige ”hvidglødende” vrede og forurettethed, statsministeren tillader sig at diske op med, når tingene går ham lidt imod. Allerede det berømte udsagn i forbindelse med kritikken af Irak-krigen, lader ane hvilke ”barnlige” ressourcer der trækkes på i denne type vrede. ”I vil måske hellere have Saddam Hussein tilbage?” lød det indignerede spørgsmål, som om der var nogen, der havde taget min gode lege”fjende” fra mig, og jeg sad og tudede over tabet. Nu er det krigen mod Gaza, der kalder på Foghs klare granitmejslede udmeldinger. Israel har naturligvis ret til at forsvare sit territorium, og kritikerne skal stoppe deres kritik af Israels krigsførelse. Proportionalitet i kamp- og våbenindsats er helt ude af Foghs betragtning, hvilket dog har været et centralt synspunkt for udenrigsministeren! Statsministeren lægger sig åbenlyst på kollisionskurs med udenrigsministeren endnu en gang og formulerer sit eget ”hidsige” synspunkt, der ligger så tæt op ad Dansk Folkeparti og Søren Espersen. Er dette temperament en anbefaling til en post som generalsekretær i NATO? Den særlige ”hvidglødende” vrede var dog reserveret Helle Thorning-Schmidt, fordi hun gik ud og proklamerede et loft over bankdirektørers lønninger. Sådan et loft er da ganske fornuftigt. Hvilken bankdirektør er 12 millioner kroner værd i årsløn? Ingen! Det er rent pengespild at øse millioner af kroner og optioner og fordele i lommerne på bankdirektører. Statsministeren var ”rasende” af forhandlings-”etiske” grunde, forklarede han. Der kunne bestemt tænkes andre grunde. Det er en kendt sag, at Venstre har fået stor partistøtte fra banker, f.eks. til valgkamp. Man har fået midlerne frivilligt, er jeg helt sikker på, og helt uden betingelser og tanke om gengæld. Venstre kan jo ikke ”tvangsudskrive” partistøtte over kontingentet, som LO gjorde det i gamle dage, da Venstre bekæmpede støtten til Socialdemokratiet. Det er fortid. I nutiden er støttekroner til partierne ”frivillige”. Alt hvad Venstre og Konservative får, får de ”frivilligt”. Jeg har godt nok ikke været med til at beslutte det i mine banker, men de er jo privatejede, så derfor er støtten ”frivillig”, selv om min opsparing og gevinsten af den altså kan indgå i partistøtte. Men hvor privatejede er banker, når de modtager den ene ”bankpakke” efter den anden fra staten? Til samfundets gavn, forstår man! Og kan Venstre fortsat modtage partistøtte fra banker, som Venstre som regeringsparti har hjulpet med ”bankpakker”? Er ”frivilligheden” ved at være rådden?