Kunst

Granitskulptur flyttes fra gravhøj

En stor skulptur i granit, som i en lang årrække har haft sin plads på toppen af en bronzealderhøj ved Holt Bjerg ved Voerså, flyttes i løbet af kort tid til Dronninglund kunstcenter.

Poul Hermansens store granitæg flyttes fra bronzealderhøjen i Holt Bjerg til Dronninglund kunstcenter. Foto: Peter Bandholm

Poul Hermansens store granitæg flyttes fra bronzealderhøjen i Holt Bjerg til Dronninglund kunstcenter. Foto: Peter Bandholm

Det er den 77-årige stenhugger Poul Hermansen, der har foræret skulpturen til kunstcentret. - Vi er ved at finde en plads til den, siger formanden Keld Pedersen, Dronninglund. - Herefter vil vi få hentet skulpturen, som afsløres på årets sidste åbningsdag den 16. december, hvor vi også har en lang række andre aktiviteter. Vi er meget glade for Poul Hermansens gave. Frugtbarhed Granitskulpturen er formet som et æg med en diameter på 90 centimeter og en højde på knap to meter. Den symboliserer frugtbarhed i naturlig sammenhæng med, at Poul Hermansen for en snes år siden var med til at stifte bofællesskabet på Holt Bjerg, hvor det var planen, at være selvforsynende. Han er uddannet landmand fra Samsø og har i flere år hugget i sten, hvad haven foran huset ved Holt Bjerg viser med opstilling af flere mindre skulpturer. Det tog ham lidt over et år at hugge og polere det store æg i den blåsorte granit. Skulpturen har stået lidt afsides, og det er i forbindelse med Poul Hermansens egne planer om at flytte fra området, der har gjort flytningen af skulpturen til Dronninglund kunst-center aktuel. Skulptur ses af flere - Også fordi stifteren af kunstcentret, afdøde Birger Jensen, efter at have set skulpturen for flere år siden, sagde, at den burde ses af flere og, at han gerne ville have den til Dronninglund, fortæller Poul Hermansen, der fortsat hugger i sten med bestillingsarbejder oftest på utraditionelle og personlige gravsten.