Grasten i talentudvikling

{ En spillefilm om rige børn i det nordsjællandske whiskybælte, som veteranen Regner Grasten producerer, er blandt de mange projekter, der i de kommende måneder sættes i gang inden for rammerne af Det Danske Filminstituts (DFI) særlige pulje til talentudvikling. Det fortalte Vinca Wiedemann, kunstnerisk leder af talentudviklingen, på en pressekonference i forbindelse med filmfestivalen i Cannes. Inden året er omme, vil omkring 25 film i forskellige formater og længder være enten færdige eller i produktion under talentpuljen. De to første biograffilm under ordningen var Pernille Fischer Christensens “En soap” og Anders Morgenthalers “Princess”. Talentpuljen er beregnet for instruktører og producenter, der vil afprøve nye måder at fortælle historier på./ritzau/