Film

Grasten skal af med kvart million kr.

KØBENHAVN:Har en instruktør lov til at lave en film meget mørk eller helt lyserød - også selv om filmen bliver så alternativ, at ingen biografer vil vise den, og producenten derfor vil miste en masse penge? Ja, det må han godt. Det har Sø- og Handelsretten netop afgjort i en principiel fejde mellem filmproducent Regner Grasten og instruktør Morten Lorentzen. Kort sagt havde instruktøren lavet filmen ”Krummerne - så er det jul igen” så mørk, at Regner Grasten ikke ville acceptere det og ikke ville betale Lorentzen fuld hyre. Men den går ikke, fastslår Sø- og Handelsretten. De kunstneriske og kreative valg hørte nemlig under instruktøren, så nu må Grasten af med 187.000 kroner til Lorentzen. Producenten er rystet. - Det er grotesk, at en kunstner kan være ligeglad med sit publikum og alle dem, der har investeret i filmen, mener Regner Grasten, der skal betale 35.000 kroner i sagsomkostninger. Producenten anker formentlig dommen. - Sagen er principiel, fordi Morten Lorentzen ødelagde filmen, så den ikke kunne vises i biografen. Dommen betyder, at instruktører i princippet har ret til at lave deres film lyserøde, hvis de har lyst til det, mener producenten. Grastens advokat baserede blandt andet sin sag på en mail fra direktøren for distributionsselskabet UIP. ”UIP kan ikke stå inde for at levere en film til de danske biografer som ser ud som A-kopien, og jeg må bede dig om at lave det om”, skrev direktøren til Regner Grasten, da han havde set en foreløbig version af filmen. Men dommeren fastholdt, at Lorentzen skulle have sine penge, for han havde ikke truffet ”forkerte” valg eller leveret en for lav standard. - Hvis en instruktør vil lave en film sort eller lyserød, så skal han have lov til det. Vi kan ikke blive dikteret af en producent eller en filmmand, siger Morten Lorentzen.