Aalborg

Gratis busser til grand prix

NORDJYLLAND:Det skal være nemt for nordjyderne at komme til grand prix i Gigantium på lørdag. Derfor har Aalborg Kongres & Kultur Center indgået en aftale med Nordjyllands Trafikselskab om at lave gratis bustransport i hele Aalborg Kommune for de tusinder, der skal være publikum ved showet i Gigantium. - Det er vist første gang, en sådan aftale er kommet i hus her i landet, og vi mener, det er en genial måde at yde en ekstra service for publikum, og samtidig løse de logistiske problemer der er, når så mange er samlet på et sted, siger direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center, Ernst Trillingsgaard. Han tilføjer, at der er også bliver sat ekstra busser ind efter showet, sådan at man kan komme direkte til busterminalen. - Det er altså en nem og hurtig måde at komme gratis fra byen og ud til Gigantium - og retur, siger han. Tilbuddet gælder kun til finalen ved Dansk Melodi Grand Prix - og altså ikke ved generalprøven i aften. Man skal blot vise sin grand prix-billet ved indstigning i bussen.