Gratis byfornyelse for kommunen

Bygherre forstår ikke modstanden mod lejlighedsbyggeri ved Skøjtesøen

Kim Juhl Andersen
Sådan er udsigten fra Tingvej ind mod Skøjtesøen i dag. Foto: Michael Koch
Lokalpolitik 20. september 2006 06:00

AARS: - Jeg er ked af at sige det, men der er altså nogle af dem, der sidder i byrådet, som endnu ikke har fattet, hvad det indebærer at være centerby i den nye storkommune. Bygmester Jan Sondrup nærer på forhånd ikke de store illusioner, inden han i dag tager til byrådsmøde for at følge debatten for og imod det påtænkte lejlighedsbyggeri ved Skøjtesøen i Aars. Så sent som i gårsdagens udgave af NORDJYSKE blev byggeplanerne mødt med kritik af bysbarnet Jens Braüner. ”Giver byrådet tilladelse til et flere etager højt nybyggeri mellem Tingvej og Skøjtesøen.... forspildes en enestående chance for at sammenlægge byens grønne områder og skabe et spændende grønt miljø i midten af egnscenter Aars”, hed det bl. a. i debatindlægget fra den fhv. messecenterdirektør. Jan Sondrup stiller sig for sin del uforstående over for kritikken. - Prøv selv engang at gå en tur ned på Tingvej og sammenlign de tre huse, som vi har tænkt os at rive ned, med de to lejlighedskomplekser, som vi har tænkt os at opføre i stedet. - Jeg tror, de fleste vil give mig ret i, at der er tale om en tiltrængt byfornyelse. Vel at mærke en byfornyelse, som ikke kommer til at koste kommunen en krone, lyder det fra bygherren, som sammen med kompagnonen, Hans Jørgen Kastberg, driver det lokale byggefirma Sondrup og Kastberg A/S. Ikke realistisk Ifølge Jan Sondrup har der igennem mere end 15 år været arbejdet på at skabe ”en grøn kile” i Aars, uden at der er kommet nogetsomhelst konkret ud af anstrengelserne. Derfor mener han også, at tiden nu er kommet til at tænke i nye baner, når det gælder arealet mellem anlægget og Skøjtesøen. - Jeg tror helt ærligt ikke, det er realistisk, at den nye Vesthimmerlands Kommune inden for en overskuelig årrække kan finde de mindst 5 mio. kroner, der skal til for at skabe et nyt grønt område ved Tingvej, argumenterer han. Ni meter i højden Dét projekt, som i dag bliver fremlagt i byrådssalen, omfatter to lejlighedskomplekser med seks lejligheder i hver. Lejlighederne bliver på hver 122,5 kvadratmeter. Bebyggelsesprocenten bliver på 73, og den maksimale bygningshøjde er fastsat til 9 meter. Den nuværende sti fra Tingvej til Skøjtesøen røres der ikke ved. Tværtimod har stien udsigt til at blive renoveret i forbindelse med byggeprojektet, og i det hele taget er der ikke lagt op til, at området skal være mindre grønt, pointerer Jan Sondrup. - Tværtimod bliver udsigtsforholdene forbedret, og der bliver skabt et helt nyt grønt fællesareal mellem de to lejlighedskomplekser. - Personligt synes jeg, der er tale om et pænt byggeri. Men skulle andre være uenige, så lad os da tage en snak om, hvordan vi eventuelt kan passe byggeriet endnu bedre ind i omgivelserne, opfordrer bygherren. Sondrup og Kastberg A/S har allerede erhvervet området i begrundet forventning om at kunne realisere byggeplanerne, men Jan Sondrup tør endnu ikke sætte pris på hvor meget, de nye ejerlejligheder ved Skøjtesøen i givet fald kommer til at koste. - De mest attraktive i øverste etage kommer formentlig til at løbe op i et par millioner, men det bør de også kunne sælges til - med den beliggenhed. - Eksempelvis kunne jeg da forestille mig, at det ville være et ideelt sted at bo for en pensioneret landmand eller en erhvervsdrivende, der er blevet træt af at passe have, nævner Jan Sondrup. Forud for dagens byrådsmøde har et flertal i økonomiudvalget vedtaget, at man som udgangspunkt vil se positivt på et nyt projekt, som ”overholder de planlægningsmæssige vilkår”. Udvalgsflertallet indbefatter dog ikke Bjarne Jensen (UP) og de to socialdemokrater Asger Andersen og Martin Glerup.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...