Gratis filter skal sikre mod kortsvindel

KØBENHAVN:Betalingssystemet ewire og sikkerhedsfirmaet Spamfighter lancerer nu et fælles program, der skal beskytte danskerne med falske mails, der udelukkende har til formål at snyde sig adgang til forbrugernes betalingskort og netbank. Samarbejdet er især et forsøg på at stoppe såkaldt "phishing", der kort fortalt går ud på at en falsk e-mail angiver, at modtagerens kreditkort eller netbank er blevet forsøgt misbrugt i udlandet. Herefter opfordres modtageren til at klikke ind på en hjemmeside og indtaste personlige oplysninger samt kreditkortinformationer. Den pågældende hjemmeside er som oftest en nøjagtig kopi af kortudbyderens hjemmeside, og som modtager kan det derfor være næsten umuligt at se, om en e-mail fra f.eks. en bank er ægte eller ej. Når afsenderen af phishing-e-mailen først har fået fat på kundens kortoplysninger, kan misbruget begynde. I USA og England er "phishing" allerede et meget udbredt problem, men Danmark er næsten gået fri indtil videre. En dansk bruger har dog fået franarret 25.000 kroner fra sin konto i Nordea, og et angreb på kreditkortfirmaet Eurocard i Sverige i slutningen af sidste måned viser, at phishing nu også har ramt Norden. Det nye program fra ewire og Spamfighter sorterer automatiske falske e-mails - der ikke kan fanges af almindelige antivirusprogrammer og firewalls - fra i brugerens indbakke. Det kan downloades gratis på www.ewire.dk. /ritzau/