Gratis indblik i lokalhistorien

Støvring 28. september 2002 08:00

VESTRUP: En bog om livets gang i Gislum og Vognsild sogne er kvit og frit på vej ud til samtlige husstande i de to sogne. Lokalhistorisk Forening står bag "Et par sokkelsten til Gislum og Vognsild sognes historie", der bliver præsenteret på tirsdag. Herefter finder den frisktrykte bog i løbet af nogle dage vej ind ad brevsprækkerne. Arbejdet med bogen har stået på i et par år. Oprindelig var det meningen, at den skulle på gaden i forbindelse med foreningens 10 års jubilæum. Det tog imidlertid længere tid end beregnet at få økonomien til at falde på plads. Når den kommer på gaden, er det med støtte fra Himmerland Forsikring, Sparekassen Himmerland, Aars Kommune og en unavngiven privat fond. - Hensigten med bogen er selvfølgelig at styrke interessen for den lokale historie og dermed også for foreningen, pointerer Kurt Stegger fra lokalhistorisk forenings bestyrelse. Bestyrelsen har velovervejet besluttet at tage det usævanlige skridt at uddele bogen gratis. - Vi håber, gaven vil inspirere andre til også at skrive historie, siger Kurt Stegger. Bogens forfatter er ingeniør Hans Gjedsted. I dag bor han i Støvring, men han er født i Østrup, hvor han nåede at tage svendebrev hos den lokale elektriker. Hans Gjedsted har været aktiv lokal- og slægtshistoriker gennem mange år og samlet utallige oplysninger om fødeegnen. Bogens indhold koncentrerer sig fortrinsvis om 1600- til 1700 årene. De tørreste tal og faktuelle oplysninger krydres med beretninger om dramatiske begivenheder og retssager.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...