Gratis kompost til haveejerne

SÆBY:Der vil blive livlig trafik i Sæby Kommune med biler med trailere efterspændt i dag, lørdag. Haveejerne har nemlig mulighed for at sikre sig gratis kompostjord nu, hvor havesæsonen går i gang for alvor. En gang om året tilbyder det fælleskommunale affaldsselskab alle interesserede gratis kompostjord. Og det er altså i dag, at der er AVØ-kompostdag. På genbrugspladserne i Sæby Kommune kan der afhentes kompost, som kan bruges direkte i haven. På genbrugspladsen ved Ousenvej ved Sæby vil personalet i det omfang, kapaciteten rækker, hjælpe med pålæsning. Sæby-genbrugspladsen er i øvrigt åben i dag kl. 8-17, Østervrå Genbrugsplads kl. 10-16, Voerså Genbrugsplads kl. 13-16 og endelig Dybvad Genbrugsplads kl. 9-12.