EMNER

Gratis nye vinduer

Den nye Windows er radikalt anderledes - og du kan prøve den gratis

Startmenuen er afløst af disse kulørte felter. Det kræver tilvænning.
Startmenuen er afløst af disse kulørte felter. Det kræver tilvænning.

Grundlæggende har Windows lignet sig selv siden årgang 95, men Windows 8 vender op og ned på tingene. Startmenuen er væk - og afløst af en skærm med kulørte ruder, som vi kender fra de nye Windows-mobiltelefoner. Ideen er, at den nye Windows skal kunne køre på tavler og andre computere med berøringsfølsom skærm - såvel som på almindelige, muse-styrede pc'er. Måske vender startmenuen tilbage i den færdige udgave (vi håber det), for dette er stadig kun en test-udgave for nysgerrige prøvekaniner. Den såkaldte "Consumer preview" blev udsendt sidst i februar, og vi har brugt den lige siden uden nævneværdige problemer. Alligevel anbefaler vi, at du holder fast i din gamle Windows - og installerer den nye ved siden af. Det sikreste er at begrænse systemet til en virtuel "sandkasse", sådan som det forklares i guiden på: www.kortlink.dk/aqdx. Hvis du gerne vil bruge Windows 8 i det daglige, er det bedre at installere systemet "rigtigt". Du kan stadig holde fast i din gamle Windows, hvis du installerer den nye på en separat del ("partition") af harddisken. Når du tænder computeren, kan du så vælge, hvilket system du vil starte. Denne metode kræver dog, at man ændrer nogle grundlæggende ting ved harddisken. Groft sagt: Hvis man ikke allerede ved, hvordan man gør, må man hellere lade være. Her er for meget, der kan gå galt. Derfor bringer vi heller ikke en udførlig vejledning til denne løsning - men blot et par formaninger mod de værste faldgruber: Når du opretter den nye partition, skal du give den et let genkendeligt navn. For hvis du vælger forkert under installationen, kan du sidde tilbage med en tom computer. Benyt også lejligheden til at tage en sikkerhedskopi af dine vigtigste filer, før du går i gang. Uanset hvilken metode, du vælger, begynder Windows-eventyret på: www.kortlink.dk/anew Computeren bliver som mobilen De kulørte felter i Windows 8 er kopieret fra de nye Windows-telefoner. Formålet er ikke bare, at computeren skal være enklere at bruge. Det er en selvstændig pointe, at den samme brugerflade går igen på telefoner, tavler og traditionelle pc'er. Det vil sikkert også gavne salget af tavler og telefoner med Windows, at betjeningen bliver omtrent, som man kender fra computeren. Den færdige Windows 8 ventes klar til efteråret. Apple bevæger sig i samme retning med deres Mac-styresystem. Allerede med den aktuelle udgave ("Lion") fik Apples computere samme brugerflade som iPhone og iPad, hvor programmerne kan vises som ikoner på rad og række. Med næste udgave ("Mountain Lion") bliver slægtskabet endnu mere tydeligt. Blandt andet med et nyt besked-center og tættere integration til iCloud. Ventes klar til sommer.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden