Gratis og glimrende tegneprogram

Spændende program med unikke tegne-værktøjer til pc og Mac

De fleste grafik-programmer til hjemmebrug arbejder med digitale fotos - også kendt som "bitmap-grafik". Men vil man være mere kreativ, og tegne noget selv, er det bedre at bruge såkaldt "vektor-grafik", hvor billedet defineres med matematiske formler. Det har bl.a. den fordel, at man frit kan ændre billedets størrelse - uden at kvaliteten forringes. Den samme tegning kan altså printes ud i frimærke- og plakat-format. Microsoft købte sidste år et glimrende program af denne type: Creature House Expression 3. Og helt usædvanligt har firmaet valgt at dele det gratis ud på nettet - i hvert fald indtil man er klar med en ny, tilrettet version. Det er en flot julegave, for der er næsten ingen grænser for, hvad man kan lave med dette program: logoer, postkort, festsange, plakater, tegneserier - eller hele kunstværker. Billederne i dette program fungerer som sammensatte kollager. Hvert enkelt penselstrøg kan manipuleres uafhængigt af de andre, så du let kan eksperimentere med billedets elementer. For eksempel ved at strække, rotere og omrokere figurerne. Tekst kan manipuleres på samme måde. Og det hele kan "stables" i lag, så tingene dækker hinanden, som du ønsker det. Flotte effekter Tidligere var vektor-grafik ensbetydende med simple stregtegninger, men sådan er det ikke mere. Styrken ved Creature House er netop, at programmet kombinerer de bedste egenskaber fra vektor- og bitmap-grafik. Det ses tydeligt i den måde pensler, blyanter og vandfarver opfører sig på forskellige papirtyper. Man kan endda male med udsnit af eksisterende billeder - f.eks. en indscannet detalje fra et maleri - eller bare en klat vandfarve. Andre værktøjer lader dig arbejde med mønstre, farveforløb og forskellige grader af gennemsigtighed. Når motivet er færdigt, kan det gemmes i gængse bitmap-formater som jpeg og gif. Disse filer kan dog ikke redigeres på samme måde - så husk at bevare originalen. Programmet er ikke svært at finde rundt i. I menuerne til venstre har man god samling på de vigtigste værktøjer og indstillinger. De mange muligheder kan selvfølgelig virke overvældende, men det er sjovt at eksperimentere sig frem. I hjælpe-menuen findes en fyldig vejledning, der skal læses med Adobe Reader (kortlink.dk/g9s). Den er som vanligt på engelsk - men meget pædagogisk og smukt illustreret.