Lokalpolitik

Gratis skolegang i nabokommunen

Udvekslingsaftale bibeholdes

FREDERIKSHAVN:Det gode naboskab vejede tungere end tegnebogen, da børne- og ungdomsudvalget holdt sit sidste møde inden juleferien. Derfor kan Skagen, Sindal, Sæby og Fredeirkshavn Kommune formentlig også fremover lade elever undervise hos hinanden uden at der opkræves betaling hos nabokommunen. For Frederikshavn Kommune koster det i år godt 400.000 kr., og B&U-udvalget opsagde derfor aftalen til udgangen af 2002. Efter forhandling med Skagen Kommune, der ønsker ordningen bibeholdt og gerne udvidet til også at omfatte børnehaveområdet, vendte B&U-udvalget på en tallerken. - Det handler ikke kun om penge, men også om at bevare det gode naboskab, så vi kan samarbejde på mange fronter. Derfor forsøger vi nu at finde en løsning, der gælder for alle fire kommuner, siger B&U-formand Paul Rode Andersen. Frederikshavn Kommune underviser fire elever, der er hjemmehørende i Skagen Kommune, otte fra Sæby og 12 elever fra Sindal Kommune. Syv elever fra Frederikshavn undervises i Sindal og to i Sæby. Det er for eksempel forældre, der pendler på arbejde, som benytter sig af ordningen - eller forældre fra Skagen Kommune, der bor tættere på Jerup end på Aalbæk.