Gratis stik mod influenza

Flere omfattet af gratis tilbud

Birgit Eriksen
Gratis influenzavaccination er ikke alene for borgere over 65 år - førtidspensionister og folk med visse kroniske sygdomme er nu berettig til et gratis stik. Arkivfoto
Sygdomme 24. september 2007 06:00

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Hidtil har borgerne over 65 år haft tilbud om gratis influenzavaccination, men ordningen er nu udvidet til også at gælde visse borgere med kroniske sygdomme samt førtidspensionister. En af dem, der taler varmt for vaccinationen er praktiserende læge Jesper Holmelund i Brønderslev. - De seneste år er mellem 200 og 300 af mine patienter blevet vaccineret. Jeg har fra tidlig efterår opfordret til og mindet mine patienter om at blive vaccineret, siger Jesper Holmelund, og tilføjer, at patienternes praktiserende læge er den rette til opgaven. At influenza ikke er ufarlig vidner dødstallene om. - Der dør flere hundrede mennesker om året af influenza, og når man har en vaccine, er det godt for risikogrupperne at være beskyttet mod sygdommen, tilføjer han. - Hvis man er over 65 år har man generelt større risiko for at blive ramt, og for den enkelte kan det være svært at vide, om man er i risikogruppe. Når alle over 65 år bliver vaccineret, får vi ganske vist vaccineret en masse, som reelt godt kunne tåle at få sygdommen, men du når også nogle af dem, som ville blive alvorligt syge og måske dø. Sæsonen for influenzasygdom i Danmark begynder i december og strækker sig langt ind i foråret. - Det bedste tidspunkt for vaccinationen er i slutningen af oktober eller i november. Hvis du blive vaccineret tidligere risikere du, at vaccinationen ikke er fuld effektiv. Nyt er det, at vaccinationen nu er gratis for førtidspensionister - idet en del af dem er ramt af kronisk sygdom. - Samtidig har en del førtidspensionister begrænset økonomisk råderum, tilføjer Jesper Holmelund. Folk med kroniske sygdomme, der giver en øget infektionsrisiko, har med det nye tilbud ret til gratis vaccination. Folk med lungesygdomme, hjertepatienter og folk der har diabetes - sukkersyge - og har mindst en komplikation til sygdommen kan få et gratis stik. Det samme kan personer med immundefekt. Endelig har personer med kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko, retten til gratis vaccination. Jesper Holmelund opfordrer folk til at få rådgivning hos deres egen læge - og han tilføjer, at vaccinationen er uskadelig. Langt fra alle borgere har ret til gratis vaccination - men nogle vælger at betale for prikket. Og Jesper Holmelund hører til dem, der sikrer sig selv mod influenza med en vaccination. - Hvis jeg får influenza medfører det, at jeg skal lukke min klinik en uge, og det går ud over 400-500 patientkontakter. Jeg har ikke lyst til at ligge syg en uge. Hvis folk synes, at det er et stort problem at hive en uge ud af vinteren med influenza, mener jeg, de skal overveje at lade sig vaccinere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...