Gratis wi-fi: Det skal du huske, inden du logger på
Gratis wi-fi er belejligt, når du er på farten, men pas på ikke at blive hacket, når du går på nettet
HELE LANDET: Wi-fi er en nem og billig måde at holde dig opdateret på, når du er på ferie i udlandet eller bevæger dig rundt i Danmark uden din normale netadgang. Men desværre er hackere også klar over, at vi let lader os friste af gratis netforbindelser.
Dine private data kan være nemme at få adgang til, hvis du logger på et ubeskyttet netværk eller ikke har beskyttet din computer, tablet eller telefon tilstrækkeligt.
Her er 5 gode råd til at undgå at blive hacket, når du bruger gratis wi-fi.
Brug beskyttede netværk
Netværk, der ikke kræver adgangskoder, er et dårligt tegn. Det tyder på, at netværket er ubeskyttet, og at alle har adgang til det.
Hoteller og caféer har ofte gratis wi-fi til deres gæster, men vær sikker på, at du bruger deres rigtige netværk.
Hackere kan nemt oprette et gratis netværk med et navn, der ligner hotellets eller caféens. Tjek derfor med personalet, at du bruger det korrekte netværk og at det har en adgangskode.
På åbne netværk kan hackere nemlig sidde og følge med i alt, hvad du foretager dig, og få fingre i dine adgangskoder til netbank, email og Facebook.
Husk antivirus
Beskyt din computer med antivirus. Husk at opdatere dit antivirus-program hjemmefra, så du kan modstå de seneste trusler, når du er på farten.
Slå automatisk deling fra
Bruger du netværk uden for dit hjem eller arbejdsplads, så husk at begræns, hvad du deler, med andre i netværket.
Indstillingerne på din computer, tablet eller telefon kan ændres, så du har styr på, hvad du deler. Husk for eksempel at slå ”automatisk deling” fra og indstil din trådløse forbindelse til et ”offentligt netværk”.
Brug sikre sider
Hjemmesider, der beder dig om personlige oplysninger, skal være sikret. Det kan du tjekke, ved at se om adressen starter med https:// og ikke blot http://.
Det ekstra ’s’ betyder, at siden er sikret.
Når du bruger gratis wi-fi, så undgå så vidt muligt at besøge sider, hvor du deler personlige oplysninger. Vær især påpasselig med at besøge din netbank, din email og din Facebook-konto.
Adgangskoder
Lommetyveri af for eksempel din smartphone er den helt lavpraktiske måde at blive hacket på. Så husk altid at sikre adgangen til din computer, tablet og telefon med en adgangskode. Og gerne en god en af slagsen på din computer med tal og bogstaver.
En pinkode kombineret med en skærmlås kan højne sikkerheden på din telefon.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.