Gratis zoneterapi til ansatte

Hobro Kommune kører forsøg med tilbud til plejepersonale

HOBRO:Behagelig massage og kyndige tryk under fødderne bliver et nyt sundhedstilbud til Hobro Kommunes ansatte. Målet er at skabe større sundhed og mindre sygefravær. I første omgang bliver der tale om et halvårigt forsøg, der kun gælder ældreplejens personale. Projektet er godkendt af økonomiudvalget, men skal også en tur omkring byrådet, før det kan træde i kraft. Idéen til det nye sundhedstiltag stammer fra en lille arbejdsgruppe bestående af lærernes og pædagogernes tillidskvinder, Dorte Carstens og Hanne Ingvardsen, samt kommunens økonomichef Claus Engsted. Over et halvt år står otte ugentlige behandlinger klar til trængende medarbejdere. Lederen af sundhedsafdelingen skal henvise de ansatte til zoneterapeuten, og én-to behandlinger om ugen holdes åbne til akutte klienter. Forsøget begynder i ældreplejen, fordi medarbejdere her fra ofte udsættes for de største, fysiske belastninger og tunge løft. Zoneterapi skal ses som et element i kommunens samlede sundhedspolitik for personalet. I forvejen består den blandt andet af gratis timer i motionscenter og svømning i idrætscentret. -Jeg håber, behandlingerne kan være med til at mindske sygefravær. Desuden er det er på tide, at også kommunalt ansatte får dette tilbud, som mange private firmaer længe har haft, siger Dorte Carstens. Arbejdsgruppen har haft kontakt til zoneterapeut Sanne Iversen, Hvornum. Hun kan i behandlinger på 50 minutter tilbyde ikke kun traditionel zoneterapi, men også massage. - Mange private firmaer tilbyder zoneterapi, og erfaringerne derfra er, at sygefraværet falder, siger Sanne Iversen. Lærernes tillidskvinde Dorte Carstens mener, at kommunens sundhedspolitik bør udvikles yderligere. - Den kan f.eks. også bestå af tilbud om behandling ved fysioterapeut og kiropraktor, siger hun. Forsøget med zoneterapi i et halvt år koster kommunen anslået 36.000 kroner. Hobro Kommune har netop udvidet sit motionstilbud til medarbejderne. Tidligere gjaldt tilbuddet kun én dag om ugen i motionscenter. Nu kan medarbejdere vælge mellem flere dage, ligesom der også gives lektioner i spinning.