Gratisfirma indbyder til fri fest KANONTILBUD: På fem år har hjemmesiden Gratis-ting.dk fået 60.000 brugere. Nu indbyder sidens ejer til fødselsdagsfest i Jomfru Ane Gade. Det er selvfølgelig gratis

AALBORG:Torsdag aften er fadøllene gratis på værtshuset Rock Nielsen i Jomfru Ane Gade mellem 20.00 og 21.00. Sådan må det være, når det er hjemmesiden Gratis-ting.dk, der fejrer fødselsdag. Da hjemmesiden debuterede på nettet i 1999 var den den første herhjemme, hvor internetsurfere kunne få en oversigt over hvilke firmaer, der gav gratis vareprøver, prøveabonnementer, bøger, bleer og kondomer. Nu indbyder ejeren af siden, Jacob Mogensen brugerne til fødselsdag. 60.000 besøgende I dag er 60.000 brugere inde og se på siden hver dag. Det har gjort den datalogistuderende Jacob Mogensen godt og grundigt uafhængig af SU'en. - De første to år tjente jeg slet ikke nogen penge, men det tredje år havde vi 5.000 daglige besøgende og en indtjening på 50.000 kroner. I dag er både antallet af besøgende og indtjeningen tidoblet, fortæller Jacob Mogensen. I dag har han fire personer ansat i firmaet. En bogholder, en indholdsleverandør, en der tager sig af den svenske udgave af siden og en programmør i Indien, der sørger for at siderne hele tiden er optimerede. - I begyndelsen ville jeg gøre det hele selv, for så blev det jo bedst, mente jeg. Men så finder man jo ud af, at sådan hænger det ikke sammen. Hvis man kan finde en, der er bedre til opgaven end en selv, så er det bedre, at betale ham for at gøre det. Det tjener hurtigt sig selv ind, siger Jacob Mogensen. Fra protest til procent Det har været fem lærerige år for den 24-årige ejer. - Jeg havde jo styr på det tekniske, men alt det forretningsmæssige har jeg måtte lære efterhånden. Men også for kunderne har de fem år ændret meget. - I begyndelsen var der firmaer, der ringede og ville af siden, når de folk begyndte at henvende sig.De havde måske ventet 1.000 henvendelser på to måneder men fik så dobbelt så mange på en dag. Nu ringer firmaerne, når de gerne vil have en bedre placering på siden. Faktisk har nogle firmaer taget ideen om vareprøver så meget til sig, at de er villige til at betale JacobMogensen procenter af salget for at få en attraktiv plads på hjemmesiden, så de kan komme af med endnu flere vareprøver. -Det er faktisk det, jeg tjener mest på. Det har jo vist sig, at det godt kan betale sig for firmaerne, siger ejeren mens han vifter med en lilla prøvepakke med kattemad. - Hvis de betaler ti kroner for at få den her pakke solgt og kunden så ligger 1.500 kr. i butikkerne, så kan det jo godt betale sig. Drøm om at udvide Hvis Jacob Mogensens drøm går i opfyldelse bliver markederne i Danmark og Sverige snart udvidet med Norge og Tyskland. - Jeg har længe villet udvide, men jeg har ikke haft tid. Det kunne være interessant at komme rigtig op og køre i Sverige. Der bor dobbelt så mange mennesker, som i Danmark og de er mere vant til at handle over nettet. Men prikken over i'et ville selvfølgelig være Tyskland med 80 millioner indbyggere. Men der skal ikke bare flere lande til. Jacob Mogensen har også en stribe nye koncepter han gerne vil køre ind. Ensom iværksætter Tilværelsen som iværksætter har været hård. Men i dag har Jacob Mogensen fundet nogen, han både kan diskutere forretning og slappe af med. - Vi har lavet et netværk af unge it-iværksættere, hvor man kan snakke om markedsføring, salg og topskat. Det er ikke lige noget man kan tale med ens medstuderende om. Iværksætternetværket handler dog ikke kun om kontanter. - Vi slapper også af sammen. Vi er jo mange af den samme type mennesker, så vi går ud og spiser en god middag og kobler af på den måde. Festligheder er den bedste måde at få hjernen i ro på, har Jacob Mogensen fundet ud af. - Når man har fået lidt at drikke, så tænker man ikke på det. Og dagen efter springer man helt sikkert ikke op og sætter sig til at arbejde ved computeren. Det er meget effektivt. Fest er også forretning Reklamerne på hjemmesiden er nemlig ikke særligt indbringende. - Men hvis nu festen her bliver en succes, så er det noget man godt kan lave en forretning ud af, siger Jacob Mogensen. - Det kunne blive i andre byer også, hvis vi kunne finde sponsorer, der gerne ville være med, fantaserer han. Den næste hjemmeside er allerede på vej. [ Hvis du vil med til festen skal du melde dig til på www.gratis-ting.dk/fest