Graver gerne en grav for andre

Søndag sidste arbejdsdag for Jan Nielsen som graver og ringer i Vindblæs

EMNER 27. februar 2003 07:00

VINDBLÆS: Efter godt syv års ansættelse som ringer, graver og kirketjener ved Vindblæs Kirke har 40-årige Jan Nielsen sin sidste arbejdsdag i forbindelse med gudstjenesten søndag. Når udgangsbønnen er bedt, samles han i præstegården til afskedsmiddag med menighedsrådet, sognepræst Villy Jørgensen og Jan Petersen, der er klar til at overtage jobbet. - Det har været en spændende periode, hvor jeg har nydt det forholdsvis frie liv. Der har været mange opgaver, og arbejdstiden har været lang. På papiret har jeg en fuldtidsstilling normeret til 37 timer, men de har været fordelt på delte vagter. Hertil er knyttet 50 årlige medhjælpertimer. - Der er ikke kutume i dette fag for at føre timesedler. I princippet har jeg været til rådighed døgnet rundt. Han har hver dag på nær mandag mødt ved kirken for at ringe solen op og ned. I sommerperioden sker det klokken 7 og 15, og det kan betyde lange arbejdsdage. - Heldigvis bor jeg i nærheden af kirken, så jeg kunne køre hjem ved kaffetid og så blot vende tilbage, når solen skulle ringes ned. Inden han overtog jobbet, havde han gennemgået en uddannelse til mekaniker, arbejdet på en møbelfabrik samt i ni år arbejdet med asfalt. Jan Nielsens opgave som graver har bl.a. været at passe 80 gravsteder og en række tomme foruden det store fællesareal ved kirken. - Jeg fandt det til sidst lidt træls at skulle ordne alt ukrudtet samtidig med, at det kunne føles ensomt at gå alene på kirkegården. Ofte kunne der gå flere dage mellem, der var besøg her på kirkegården, der ligger lidt uden for byen. Jeg elsker at snakke, men ofte var der ingen at snakke med. Det var årsagen til, at jeg sagde op. Sammen med ægtefællen Bettina Zimmermann Nielsen har han tre drenge på ni, 15 og 17 år. Parret har desuden en toårig dreng i døgnpleje, og han kommer nu til at mærke, at Jan Nielsen får mere tid i hjemmet. Han har en aftale med en landmand om at arbejde på halv tid i svinestalden og tage ekstra timer, når der er behov i marken. Hvervet som kirketjener har krævet, at Jan Nielsen har været tilstede under de kirkelige handlinger som gudstjeneste, bryllup og begravelse. - Mit arbejde begynder, før dørene til kirken åbnes for menigheden. Der skal ringes både en time og igen en halv time før, samt når den kirkelige handling indledes. Jeg har ansvaret for, at der er varme i kirken, at lysene er tændte, at der er friske blomster på alteret, at der er gjort klar til nadver, at numrene på salmerne er hængt op foruden den generelle rengøring af kirken. Vindblæs Menighedsråd har ansat Jan Petersen, Chr. Hansensvej, i stillingen. Jan Petersen er svigersøn til tidligere graver Poul Hansen, der havde jobbet i 24 år ved Vilsted og Vindblæs kirker.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...