Hobro

Graverne på Fyrkat mindes

Sponsorer har taget fint imod ideen om at opsætte relieffer

Fem af de personer, der i særlig grad har bidraget til udgravningerne på Fyrkat, mindes nu med bronzerelieffer. FOTO: Moesgård Museum

Fem af de personer, der i særlig grad har bidraget til udgravningerne på Fyrkat, mindes nu med bronzerelieffer. FOTO: Moesgård Museum

HOBRO:De afdækkede fortiden og vil blive husket i fremtiden. Det gælder fem af de nøglepersoner, som tilbage i 1950'erne med hakke, skovl, skeer og nænsom hånd stod i spidsen for udgravningerne af vikingeborgen Fyrkat i Hobro. Arbejdet med bronzerelieffer med de fem Fyrkat-udgravere i profil er netop fuldendt i værkstedet hos billedhuggeren Gerda Thune Andersen, Tisvilde, og de vil blive afsløret ved en ceremoni på Fyrkat torsdag 29. maj – ganske pudsigt midt i den periode, hvor skuespillere fra amatørteatret Fyrkatspillet med årets spil Gøgl & Spin giver et underholdende bud på, hvordan livet også kunne have udspillet sig i omegn af Hobro for 1000 år siden. Offervilligheden stor Ideen tilhører Jytte og Søren Bragh Frederiksen, der næsten er synonym med Fyrkat. Hun som ildsjæl til Fyrkatspillene, han som tidligere formand for museumsforeningen og idemand til mange projekter, der har været med til at sætte ny fokus på det historiske anlæg. Med reliefferne af udgraverne afsluttes endnu et projekt, som har nydt fornem fremme i de kredse, hvor man har mulighed for at grave dybt i lommen og finde klingende mønt i en god sags tjeneste. Opmærksomheden og offervilligheden har endda været så stor, at Jytte og Søren Bragh Frederiksen på et tidspunkt måtte skrive ud til mulige bidragsydere for at gøre opmærksom på, at de altså ikke havde brug for flere penge. Målet – en kapital på 170.000 kr. – blev nået på rekordtid takket være støtte fra både private bidragsydere og diverse fonde. – Derfor er eksempelvis Mariagerfjord Kommune ikke blandt sponsorerne. Vi havde sponsorpengene i hus, før vores ansøgning om støtte var blevet behandlet kommunalt, fortæller Jytte og Søren Frederiksen. Det skal dog ikke forstås sådan, at kommunen ikke støtter initiativet, tværtimod. Kommunen ved borgmester Hans Christian Maarup er således vært ved det traktement, de inviterede gæster bydes på i umiddelbar forlængelse af afsløringen. To gravere til afsløringen To af de naturlige hovedpersoner til afsløringen bliver tidligere rigsantikvar Olaf Olsen og professor Else Roesdahl. De er blandt de fem, der med deres indsats og store faglige viden har været med til at afdække noget af den spændende historie, der knytter sig til Fyrkat. De to har også skrevet bøger om Fyrkat – Olaf Olsen i samarbejde med en tredje af de store Fyrkat-udgraverne, arkitekt Holger Schmidt. Desværre er han svækket af sygdom og har ikke mulighed for at deltage i afsløringen af bronzereliefferne. De to andre udgravere, som med et relief får et varigt minde på Fyrkat, er nu afdøde arkitekt og arkæolog C.G. Schultz og afdøde bestyrer Svend Søndergaard. Skarpsindig leder Det var Schultz, som tilbage i 1951 iværksatte de store udgravninger på Fyrkat. Han var den både skarpsindige og inspirerende leder frem til sin død i 1958 – blot et år før borgen blev indviet i 1959. Hans nærmeste medarbejder var arbejdsmanden Svend Søndergaard. De to havde lært hinanden at kende i forbindelse med udgravningerne på Aggersborg. Søndergaard havde på det tidspunkt ikke tidligere beskæftiget sig med arkæologi, men han skilte sig i den grad ud fra mængden, at Schultz bad ham om at rejse med til Hobro for at grave ud på Fyrkat. Sammen var de er fortræffeligt makkerpar som med deres optegnelser og iagttagelser har haft afgørende betydning for det, vi i dag ved om Fyrkat.