Gravid politiker forlader Folketinget

Partifælle fra Hjørring overtaget pladsen på Christiansborg

KØBENHAVN:Folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten er i lykkelige omstændigheder. Det betyder, at hun senest til jul helt forlader Folketinget, som hun ikke genopstiller til ved det kommende valg. Den beslutning har hun truffet for længe siden.

Fra januar 2019 overtages pladsen i Folketinget af Peder Hvelplund. Han var også barselsvikar, da Stine Brix fik sit første barn, Agnes, i maj 2016.

Peder Hvelplund fra Vennebjerg i Hjørring Kommune skal også være Nordjyllands spidskandidat for partiet ved næste valg. Det er besluttet på partiets årsmøde.

Han mener, at det skal gå meget galt for Enhedslisten, hvis han ikke bliver valgt til Folketinget ved det valg, som skal komme senest i juni 2019.

- Vi skal under seks mandater, hvis Nordjylland ikke giver valg, siger han.

Partiet stod til 16 mandater i en Voxmeter-måling, som Ritzau bragte mandag.

Peder Hvelplund arbejder i dag som social mentor i Hjørring Kommune. Han regner med at overtage ordførerskaberne sundhed og psykiatri, som Stine Brix har i øjeblikket.

Inden sin første barselsorlov var Stine Brix gruppeformand og medlem af Folketingets præsidium.

Nu vil hun gerne gøre en uddannelse færdig. Det bliver dog ikke lægestudiet, som hun tidligere begyndte på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.