Gravide betaler formuer for scanninger

Masser af gravide er villige til at betale 800 kroner for et kig ind i maven. - Nogle kommer en gang om ugen, siger jordemoder Birgit Thalwitzer, der driver privat scanningsklinik i Odense og Fredericia. Det skriver Fyens Stiftstidende. Det seneste år har hun øget omsætningen med 30 procent. Særligt 3-D og 4-D scanninger, hvor man kan se fostrets ansigtstræk og bevægelser er populære. Jordemoderforeningens formand Lillian Bondo kalder scanningsklinikkerne for den bedste forretningssucces inden for jordemoderverdenen.Hun kalder det også overvejende underholdning: - Jeg forstår godt, at det er en dejlig oplevelse. Men flertallet af private scanninger har ikke et klart sundhedsfagligt formål, og så er det efter min mening uetisk at tilbyde dem, mener Lillian Bondo. Forskning peger på, at flere drengebørn end ellers kan blive venstrehåndede af hyppige ultralydsscanninger som foster. - Så kan man sige pyt med det. Men det er et tegn på, at hjernehalvdelene påvirkes, og så er vi som fagpersoner forpligtet til at være forsigtige, til vi ved mere. Selvom scanninger er et fremragende værktøj til diagnostik og til risikograviditeter, så advarer internationale eksperter mod scanninger for hyggens skyld, mener Lillian Bondo. Hun efterlyser fælles faglige og etiske regler for jordemødre og læger på området. Blandt andet en forpligtelse til at indgå i forskning i effekten af scanninger. Jordemoder Birgit Thalwitzer er ikke bekymret. - Højrisikogravide bliver scannet hver dag. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg scannede mig selv, da jeg var gravid, og jeg har fået en sund og rask pige, påpeger hun og understreger, at hun ofte fraråder en scanning. - Selvfølgelig handler det i bund og grund om nysgerrighed, men det er vel også okay i 2010, siger hun.