EMNER

Gravsteder fik ekstra pynt lagt på

115 gravere og gravermedhjælpere fra Vendsyssel samlet på Lendum Kirkegård

LENDUM:Lendum Kirkegård har formentlig aldrig haft så mange pyntede gravsteder på een gang på denne årstid som mandag middag, hvor omkring 115 gravere og gravermedkjælpere gik til frokost efter at have udført en grandækningsopgave på udvalgte grave på kirkegården. Inddelt i hold på hver tre mand/kvinde havde de om formiddagen fået hver deres gravsted, og i et par timer blev der klippet, skåret og passet til for at få et par anerkendende ord fra eftermidagens bedømmer Niels Chr. Birkbak, der har 29 års erfaring som graver ved Flade Kirke. De mange gravere og gravermedhjælpere kom fra kirkegårde over hele Vendsyssel, og de benyttede graverforeningens årlige grandækningskursus til at få en snak om de ting, der dukker op på deres arbejdspladser og få inspiration. Nogle kan blive inspireret til det kommende arbejde derhjemme med juledækning af gravsteder. - Der er som regel nogle nye gravermedhjælpere med, som får en indføring i de forskellige ting, der kan være med at klippe og skære graner til. Mange af graverne, der er med i dag, går alene eller sammen med en medhjælper. De får en god dag, hvor det sociale samvær har stor betydning for opbakningen til kurset, siger Per Jørgensen, formand for Hjørring-kredsen i Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte, som graverforeningen retteligt hedder. Han tilføjer at der er så mange bolde i luften indenfor den kirkelige verden, at det er svært at vide, hvad fremtiden vil bringe. - Det at være graver er et selvstændigt arbejde, men under ansvar. Jeg vil blive ked af, hvis den frihed bliver begrænset, siger Per Jørgensen. Der er dog nogle gravere, der ikke tænker fremtid på den måde, for ifølge formanden sker der en stor udskiftning, idet flere vælger at gå på efterløn. Men der er dog stadig gravere, der bliver ved til de er 70 år. Graverforeningen kan gennemføre sine forårs- og efterårskurser med begrænsede udgifter, da det lokale menighedsråd, i dette tilfælde Lendum, er vært ved kurserne med morgenbrød og frokost.