Greening slog til igen
Canadieren sikrede sejren mod Esbjerg med tre scoringer

Colin Greening blev matchvinder med tre scoringer i en yderst dramatisk kamp. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe
AALBORG:Colin Greening viste sig endnu engang at være stjernen for Aalborg Pirates, da holdet i en vanvittigt intens kamp beserjede EfB Ishockey med 6-5.
Greening tegnede sig for tre scoringer, og heriblandt var de to i tredje periode, der sendte holdet tilbage på ret kurs, efter de var kommet bagud mod slutningen af anden periode.
Kampens dommere tegnede sig dog for en stor del af dramatikken, da de ikke ligefrem kunne beskyldes for at holde med hjemmeholdet, men også fordi deres linje var meget svær at blive klog på. I visse perioder blev selv den mindste ting straffet og andre gange lod de slagsmål gå ustraffet hen, hvor andre dommere havde uddelt en Game Misconduct eller to.
Det var keeper Magnus Åkerlund, der satte Pirates i gang efter knap tre minutters spil. Svenskeren præsterede en fænomenal redning i en to mod en situation, hvor han lige fik benskinnen ud til den fjerne stolpe, og lynhurtigt fik piraterne pucken op i den anden ende, hvor Colin Greening sikkert udnyttede sin friløber.
Bare 30 sekunder var det hårdtarbejdende slovak Branislav Bendik, der gjorde det til 2-0.
Den stærkt spillende andenkæde var i forrygende form fra kampens start - og bare to minutter senere kunne Kasper Degn gøre det til 3-0 - denne gang med assist fra Bendik.
Gæsterne fik reduceret bare et minut senere, da de udnyttede kampens første powerplay. Tyler Mosienko satte pucken ind bag en denne gang sagesløs Åkerlund.
Gæsterne var tilsyneladende blevet inspireret af den time-out træner Olaf Eller tog ved stillingen 0-3. De blev langt mere aggressive i tacklingerne og kom på 2-3 i en situation, hvor begge mandskaber var fire spillere på isen. Sune Hjulmand reducerede.
Men Pirates slog igen. Christian Nordentoft gik på rov bag gæsternes mål - erobrede pucken og serverede den lige på bladet for Sebastian Svendsen, der fra kort afstand sikkert udnyttede det glimrende forarbejde.
Aggressionerne havde været tydelige igennem hele første periode - og godt et minut før periodens udløb kom der for alvor gang i sagerne. Mathias Månsson kunne måske have fået en udvisning for at tage lidt for hårdt fat, og da han så ikke fik det, slog det klik for gæsternes Dennis McCauley, der kastede sig over den svenske forward og tævede løs på ham. Det kostede amerikaneren matchstraf, mens Månsson slap med 2+2 minutter.
Dermed startede anden periode med fire imod fire, men Pirates fik en holdstraf for at være for mange spillere åpå isen, og i fire imod tre scorede Alex Nikiforuk til 3-4.
Og gæsterne forsatte med at være effektive i powerplay. Daniel Madsen fik to minutter for boarding, og bare ti sekunder senere havde Esbjerg sendt pucken i nette. Herfra stod der Esbjerg på resten af perioden, og med mindre end et minut igen blev det også til føring for gæsterne.
Bare 26 sekunder inde i tredje periode kunne Colin Greening sende udligningen i nettet, da han fulgte op på et blokeret skud og halvflugtede den i nettet.
Og Greening afgjorde så også kampen med sin tredje scoring, der faldt syv minutter før tid
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.