Greenpeace langer ud efter Fogh

BRUXELLES:Ikke godt nok. Sådan lyder det fra miljøorganisationen Greenpeace, efter at det ikke lykkedes for EU's stats- og regeringschefer at nå frem til en aftale om flere penge til klimaforbedringer i udviklingslandene under topmødet i Bruxelles. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen sidder med en stor del af ansvaret ved at sige nej til økonomiske løfter med den forklaring, at han vil være sikker på at få bedre klima til gengæld for penge på bordet, mener Jan Søndergård, politisk rådgiver for Greenpeace Norden. - Med den holdning har Anders Fogh et alvorligt medansvar for, at vi risikerer, at der ikke bliver lavet en ambitiøs klimaaftale i København i december, siger han. - Man kan ikke gennemføre seriøse forhandlinger om, hvem der skal bidrage med hvor meget i forhold til at tackle klimaforandringerne, medmindre de rige lande lægger penge på bordet, siger Jan Søndergaard./ritzau/