Greven afventer Lynges udspil

Andreas johansson (t.h.) - her i snak med keeper Karim Zaza - under den første træning i AaB-lejren efter nytår forleden. Johansson vil gerne forlænge med AaB.Foto: Michael Koch

Andreas johansson (t.h.) - her i snak med keeper Karim Zaza - under den første træning i AaB-lejren efter nytår forleden. Johansson vil gerne forlænge med AaB.Foto: Michael Koch

AALBORG:Der er ikke den store panik at spore hos AaB's fodboldanfører Andreas Johansson, selvom svenskeren står foran kontraktudløb til sommer. Til den tid har den 31-årige regissør styret AaB-offensiven i tre sæsoner, men skal man tro både hovedpersonen selv og klubben, har begge parter mod på mere. - Jeg trives godt her. Nu må vi se, hvad AaB siger. Vi har haft en lille startdialog, og jeg venter på, at jeg får et tilbud fra klubben. Det er absolut en mulighed, at jeg bliver, siger en afslappet og smilende Andreas Johansson, der virker fundamentalt ustresset over situationen. Lidt mere pres er der på AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen, som skal have enderne til at nå sammen. - Vi vil gerne beholde Andreas. Folk her i Aalborg kan jo lide Greven, som supporterne kalder ham, og der er en dejlig tradition for, at når Andreas spiller godt, så vinder AaB. Han er en værdifuld spiller for os, men det er jo ingen hemmelighed, at jeg allerede nu har brugt mit budget godt og grundigt. Heldigvis er vi lige startet på året, så nu skal jeg forsøge at skabe en mulighed for, at vi kan forlænge med Andreas, pointerer Lynge Jakobsen. Efter tre år i Aalborg, og med et snarligt udløb af den skattegunstige forskerordning, var det ellers ventet, at Andreas Johansson ville returnere til hjerteklubben Djurgården i Stockholm. Men det synes ikke at være en prioritet på denne snedækkede januardag for den elegante svensker. - Hvis ikke AaB kommer med noget, er Sverige jo altid et alternativ. Men det kan også blive noget helt andet, for med fodbold ved man aldrig, kommer den nøgterne analyse fra Andreas Johansson, der som aktør godt kan mærke, at de guldrandede tider er passé. - Man mærker absolut finanskrisen. Den har ramt fodbolden, og der er ikke ret mange transfers mere i Europa. Men sådan er virkeligheden. Jeg har stadig et job at udføre i AaB i seks måneder, og det har jeg fuld fokus på. Jeg er stadig sulten og føler mig fit, lover Johansson, mens Lynge Jakobsen samtidig er tæt på at give et løfte om et snarligt kontraktudkast fra klubbens side. - Hvis Andreas er væk, så kræver det jo en anden spiller i stedet. Og jeg mener ikke, når vi snakker økonomi og kvalitet, at vi kan få noget meget bedre, og dermed gøre en bedre forretning end vi kan ved at forlænge med Andreas, slutter Lynge Jakobsen.