Planteavl

Greven vil gøre Franken kendt

Castell går forrest på vej mod udlandet

Da Ferdinand Graf zu Castell-Castell overtog driften af Castell for nogle år siden, begyndte han ikke på bar bund. Han kendte en del til vin fra slottet, som hans far ejede og en onkel ledede, men han var uddannet jurist, så der var en del viden at samle op. Han overtog ikke alene driften, han blev også ejer af slottet og det tilhørende landbrug og skovbrug, så den letteste måde var at begynde fra bunden. Han udvalgte derfor nogle parceller, som kun han og den øvrige ledelse skulle arbejde med. De udførte al arbejdet i markerne og kældrene. Det var hårdt, men også givtigt, for der skulle ske forandringer, og det kræver grundlæggende viden, man ikke skaffer sig bag et skrivebord. Castell ligger i Franken øst for Frankfurt. Det er ikke Tysklands kendteste distrikt. Langt størstedelen af vinen sælges til hjemmemarkedet med hovedvægten på kunder, der bor tæt på distriktet. Ferdinand havde nogle klare mål. Vinen skulle bringes op på international standard, og indpakningen skulle gøres lettere forståelig. Det er mål, han deler med mange i sin egen generation af vinproducenter. Den katastrofale markedsføring af en betydelig del af tysk vin som billig og halvsød har ramt alle. Det image slås alle seriøse producenter med i øjeblikket. I Franken har Ferdinand sat sig i spidsen for at ændre det indtryk som formand for den lokale afdeling af VDP, der har som mål at sikre høj kvalitet ved at stille større krav til medlemmerne, end de findes i vinloven. Fra begyndelsen har han lagt vægt på, at kvalitetskravene efterleves. Han har således været med til at hjælpe useriøse kolleger ud af foreningen på en pæn måde, men uden at gå på kompromis med målene. Her har hans juridiske uddannelse været til god hjælp. Som et led i ledelsens arbejde med udvalgte parceller besluttede han sig for et forsøg, der skulle afdække potentialet. I forbindelse med testmarkerne og vinene derfra bliver intet sparet: høstudbyttet reduceres til et minimum, der bliver kun høstet på det optimale tidspunkt, i kældrene bliver vinen særlig tæt overvåget osv. Foreløbig har det vist sig, at der er kvalitetsgevinster at hente, men også, at det koster en del. Ingen af delene er en overraskelse. Den slags er naturligvis vin til særlige lejligheder, understreger Ferdinand. Den daglige vin skal være ukompliceret og let at håndtere, og man skal ikke blive træt efter det første glas. Den stil skal også afspejle sig i flasker og etiketter. Det er da også karakteristisk, at mange i den lange serie af vine, vi smagte under besøget på slottet, skænkes fra slanke, klare flasker med form, der minder om dem fra Bordeaux. Kun enkelte kommer i de dråbeformede bocksbeutel, bare for at have en forbindelse til fortiden. Den type flasker er man nemlig ikke særlig glade for på Castell. For mange forbrugere er de synonymet på billig portugisisk vin, og det image vil man for en hver pris gerne ryste af sig. Silvaner er den store, traditionelle drue i området. Også her er der et stort arbejde at gøre. Den er normalt ikke stærk nok til at producere klassevin. På Castell eksperimenteres der derfor med en række forskellige druer. Vi smagte Rivaner, Riesling, Silvaner, Müller-Thurgau, Bacchus, Traminer og Spätbourgunder, men der er flere, hvis man skal hele vejen rundt. Modet til at eksperimentere var iøjnefaldende. Det er sjældent at møde det så markant i Tyskland. Det er da heller ikke gået godt alt sammen, indrømmer greven, men sammenlagt er der opnået gode fremskridt. Men det egentlige gennembrud mangler stadig. I Danmark kan man købe en enkelt af slottets vine, Ruländer 2002, hos Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg, for 52 kr. Det er den lette, ukomplicerede stil til hverdagsbrug.