Thisted

Grib rigtigt - eller få skader

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der blev rullet nakke og skuldre, da tilhørerne blev varmet op af Martin Spang Olsen. Opvarming kan nemlig forhindre skader, rådede han.

NORDJYLLAND:Vi kender ham bedst, når han kaster sig ud i halsbrækkende fald fra flere meters højde. Men i torsdags holdt stuntman Martin Spang Olsen sig på jorden hele tiden. Sådan da. Han var inviteret til ”Stop op dag” arrangeret af Kontoret for Arbejdsmiljø i Nordjyllands Amt, som for tiden har fokus på forebyggelse af forflytningsulykker med spontan indgriben. Altså skader, personalet får, når de forsøger at gribe en patient, der falder. Martin Spang Olsen gav gode råd til de 170 fremmødte sygeplejeskerske, sikkerhedsrepræsentanter og andet sundhedspersonale fra hele Nordjylland. - Det gælder om at gribe på en måde, så hverken patienten eller du selv får skader. I skal ikke forsøge at gribe hele personen, for så knækker det i ryggen. Støt i stedet for nakken, som er det svageste punkt, fortalte den kendte stuntman. Han demonstrerede flere af øvelserne for de fremmødte, så de ved selvsyn kunne se, hvordan de bør gebærde sig. Med flere og flere overvægtige patienter er forflytningsulykker med spontan indgriben blevet et stigende problem i sundhedsvæsenet. Derfor faldt Martin Spang Olsens konkrete fif i god jord hos de fremmødte. - Jeg kunne godt lide grebet om nakken, hvor han svingede mig rundt, så jeg landede sikkert på jorden, fortæller Birgit Kolding. Til daglig er hun sygeplejerske på Thisted Sygehus, men var i torsdags ‘prøvekanin’ på flere af stuntmandens øvelser. - Jeg var skeptisk, da jeg kom derop, men hans måde at vise grebene på var god. Jeg har lært, hvordan man lader en person falde uden selv at komme til skade, siger hun. Birgit Kolding vil gerne bruge de greb, hun fik vist, men er klar over, det kræver en del træning, før de sidder på rygraden. Et farligt job Et helt liv med stunt har budt på mange farlige situationer for Martin Spang Olsen. Han er aldrig selv kommet alvorligt til skade, selv om det har været tæt på. I forbindelse med en optagelse rullede han rundt med sin motorcykel, der slog flere kolbøtter. Heldigvis kunne Martin Spang Olsen rejse sig uden mén efter styrtet. Han takker selv sin dengang gode grundform for, at han stadig er i live. - Der kunne jeg have været død. Men jeg tænkte bare på, at det var flovt, fordi stuntet ikke gik som planlagt. Jeg prøvede at lade som om, der ikke var sket noget, husker han. Stuntmanden har også reddet andre fra at få skader. Under en filmindspilning sprang en kollega ned fra fem meters højde med hovedet først, fordi han havde misforstået aftalen. Med en snarrådig indsats fik Martin Spang Olsen vendt kollegaens hoved og bryst, så han undgik at brække nakken. At gribe er en refleks Selv om Martin Spang Olsen var det store trækplaster, bød ”Stop op-dagen” også på en anden gæstetaler. Det var ph.d. studerende Bram Zuur, som fortalte om den velkendte gribe-refleks. Efter længere tids forskning kunne han konstatere, at dét at gribe ud efter en mand, der falder, er en automatisk refleks. Men hjernen kan trænes til at tænke sig om, inden man bare griber ud efter personen. På Kontoret for Arbejdsmiljø i Nordjyllands Amt arbejder man videre med ”Stop op”-projektet de kommende måneder.