Gribende og bevægende teater

Litteratur 23. september 2002 08:00

TEATER Jonas Gardell: "Lena og Percy" **** Hvor gribende er ikke Gardells tragikomiske spil om Lena og Percy - mere umiddelbart, menneskeligt gribende og bevægende, end hvad han hidtil har skrevet. Aldrig før har Gardell så klart vist, hvor ensomt menneskehjertet er, når det ud af sin dybeste nød i tosomheden råber om hjælp - og hvordan dets råb kun kalder snigende fjender frem af mørket - som ulveøjne. Sjældent har man oplevet stærkere samfølelse mellem publikum og skuespillerne som i denne forestilling, hvor instruktricen Ulla Thordal-Christensen så bevidst har udnyttet og inddraget publikum i skuespillernes sceniske problemstillinger, og det er den intime kunsts mål og de små teatres store mulighed. Når alt på scenen, det største som det mindste, bliver virkelighed og menneskelighed, føler tilskuerne netop, at de sidder i samme stue som skuespillerne - ikke som publikum og skuespillere, men som mennesker, der lytter efter andre menneskers tale, mennesker, der lever deres personlige og virkelige liv foran de andres øjne, og som betror sig til deres forståelse og medfølelse. Derfor går det også an, at Gardell tyr til at tolke følelser ved at lade læse op af den roman, der er skuespillets grundlag. I Anders B. Andersens småborgerlige dagligstuescenografi med akvarium og Lademanns leksikon kæmper to mislykkede mennesker deres kamp mod den virkelighed, de ikke vil erkende. De lever på drømme - han som talentløs komponist, hun som fejlslået skuespillerinde, der flygter fra hverdagen ved at tolke sine følelser via banale popsange. Begge føler, at de er blevet snydt af tilværelsen og søger derfor i drømmene og fantasien en verden, der er mere hel, og begge hævner de deres uformåenhed ved at nedgøre og mistænkeliggøre hinanden. Hans Holtegaard er den spidsborgerlige, moralsk forargede bankmand, der ville noget ganske andet med sit liv. Men han blev fanget i fælden, lovet forfremmelser, som aldrig kom - og så var kunstnerdrømmenes realisation forpasset. Først og fremmest forlystede Holtegaard publikum med sine parodier på rørlæggeren fra Tarm, diverse popstjerner og skuespillersheiken. Hans rolle er mere enstonig end Ina-Miriam Rosenbaum. Hun kaster alle sine brogede, spillevende artisterier ind over rollen, alle disse træk, som ser så improviserede ud, men som skyldes dyb tålmodighed. Hendes vittige betoninger og strålende gestus, al den ydre glans og glamour, som hendes talent og teknik formår at skabe i rampelyset, belyser Lena med hastigt skiftende virkninger og gør hende til forestillingens selvfølgelige midtpunkt. Hun blev det uforglemmelige moment i denne aften. Jens Henneberg Vendsyssel Teater til 5. oktober. Jonas Gardell: "Lena og Percy" Oversættelse: Ina-Miriam Rosenbaum. Instruktion: Ulla Thordal-Christensen. Scenografi: Anders B. Andersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...