Gribende og ubærlig

- Vi rykker. Her er det lige før, at passagerne gør oprør mod flykaprerne i United 93. Still fra filmen.

- Vi rykker. Her er det lige før, at passagerne gør oprør mod flykaprerne i United 93. Still fra filmen.

FILM ”United 93” # # # # # ¤ En anderledes, autentisk film. Uden traditionelle helte, uden traditionelle skurke, men næsten lige så kaotisk, forvirret og magtesløs, som passagerne om bord på det kaprede rutefly, United 93, må have følt sig 11. september 2001. En film, som i begyndelsen bygger langsomt op. Måske også for langsomt. Baseret på hundredevis af interviews og omfattende, detaljeret research er den lige ved at drukne historien i sit meget omfangsrige materiale. Men vi ved jo alle, hvad der kommer, hvordan det ender, og næsten umærkeligt griber historien os. Det er en film, filmkunst, som det aldrig tidligere er blevet lavet, og en film, som de færreste vil ønske at gense. Omhyggeligt holder den britiske instruktør Paul Greengrass sig til faktisk at registrere, hvad der skete om bord på det fjerde fly. Det eneste, som ikke nåede frem til sit mål, nemlig Capitol i Washington, men i stedet styrtede til jorden, efter at passagerne om bord havde gjort oprør og stormet cockpittet bevæbnet med flybestik, skumslukker, og hvad der ellers var for hånden. Det er ikke noget traditionelt helteepos. Men nøgtern registrering af både ofrenes og kidnappernes tro på, at de hver for sig mener, at de har Gud den Almægtige på deres side i deres kamp for den sag, de tror på. Den frihed, som begge parter ønsker. Det begynder med blidt, syngende muslimsk bøn, inden de fire kidnappere parate til at dø martyrdøden entrer flyet, og ender med et blodigt og tappert passageropgør. Troværdighed præger filmen hele vejen igennem. Skuespillerne er for de fleste ukendte herhjemme, virkelige piloter og kabinepersonale fra United Airlines spiller sig selv, og i rollen som den øverste ansvarlig for lufttrafikken, Ben Sliney, optræder ... ja, Ben Sliney. Skuespillet er ofte blevet improviseret frem, og instruktøren har selvfølgelig ind i mellem måttet gætte sig til, hvad der faktisk skete. Langsomt forstår vi sammen med flypassagerne om bord, hvad der faktisk sker. Ikke alene i flyet, men også selve terrorangrebet på World Trade Center. Katastrofens uforståelige omfang og den forståelige panik, magtesløshed og desperation, som griber både luftfartsledelse og militær. Men ikke mindst det almindelige menneske, der pludselig ser sit verdensbillede bryde sammen i løbet af få minutter og må bestemme sig. Skal jeg stå til, håbe det bedste? Eller skal jeg handle? Rædslen, angsten og meningsløsheden er skildret minutiøst og lige så rodet, blodigt og desperat, som det faktisk har været. Gribende er det. Og næsten ubærligt. Nul følelsesporno, men en film, der virkelig rammer. Og får dig til at huske på, at kloden er blevet en ganske anderledes og et langt mere skræmmende planet at leve på siden 11.09.01. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjydske.dk @Brød.8.note-u-indryk:[ ”United 93” USA, 2006 Instr.: Paul Greengrass. En time, 31 min. Till. f. 15 år. Danmarkspremiere.