Tyverier

Grill-tyveri for millioner

Webergrill og udstyr til en værdi af omkring to millioner kroner blev i nat stjålet ved et kup på Webers distributionslager i Nørresundby.

Her lykkedes det gerningsmænd at køre væk med to containere fyldt med Weber-udstyr. Nordjyllands Politi er på jagt efter gerningsmændene, som stod bag grill-kuppet mod Weber natten til torsdag. Tyveriet fandt sted omkring kl. 01.40. - Et vidne har set den lastbil, som er brugt til tyveriet, kører ind på Webers område, fortæller Ole Jensen fra Nordjyllands Politi. Nordjyllands Politi mangler konkrete spor i sagen, og derfor vil politiet gerne have hjælp fra offentligheden. Det er især folk, som måtte have set noget omkring området Hedelund 10 i Nørresundby, eller som måtte se de to containere, politiet gerne vil høre fra. Politiet efterlyser to containere, som var lastet med gasgrill og weberudstyr til en samlet værdi af to millioner kroner. Containerne er orange og har registreringsnummer NJ 7403 og NJ 7277. De har desuden gul skrift hen ad siden, hvor der står vognmand Anders Nielsen. /Ritzau/