Grimt uheld kastede skygge over lokalopgør

Lindholm 2. september 2002 08:00

Fodbold, danmarksserien Frederikshavn - Nørresundby 1-2 (0-1) FREDERIKSHAVN: 14 minutter inde i anden halvleg var Frederikshavns målmand Jack Moll så uheldig at falde ned, så han brækkede ankelen, efter en duel om bolden med NBs Daniel Nørgaard. Kampen måttes stoppes i over et kvarter, mens man ventede på ambulancen. Den uheldige målmand, der også spiller på Frederikshavns bedste håndboldhold, blev kørt på Hjørring Sygehus, hvor han søndag aften blev opereret. - Det var et hændeligt uheld, men når sådan noget sker, bliver fodbolden ligegyldig, og resten af kampen bar tydeligt præg af det grimme uheld, sagde FfIs træner Per Svensson efter sæsonens første nederlag. Da uheldet skete, førte NB 1-0 på et mål af Mark Pedersen scoret direkte på hjørnespark fem minutter før pausen. I målet blev Jack Moll afløst af Rene Sørensen, og ti minutter efter han havde taget målmandstrøjen på, kunne han se Kenneth Cordsen score til 2-0 efter et større klumpspil. For tredje kamp i træk fik Frederikshavn et rødt kort. Brian Jensen måtte 20 minutter før tid gå i omklædningsrummet, men selv om FFI kun var ti spillere, fik de syv minutter før tid reduceret til 1-2, da Rene Knudsen headede bolden i nettet. I de sidste minutter pressede Frederikshavn for udligning, men et godt kæmpende NB-forsvar red stormen af og fik tre vigtige point med hjem. NB har nu 10 point ligesom Frederikshavn. Kampfakta: Mål: 0-1 Mark Pedersen, 0-2 Kenneth Cordsen, 1-2 Rene Knudsen. Udvisning: Brian Jensen, FfI. Horsens - Lindholm 4-0 (3-0) HORSENS: Efter sølle fire minutter blev Lindholm reduceret til ti spillere. Morten Sørensen stoppede som bageste spiller bolden med armen, og omgående kom dommerens røde kort op, og han var vist ud. - En alt for hård kendelse efter vores mening. Det blev mere end op ad bakke resten af kampen for os, og det er simpelthen en kamp, vi glemmer meget hurtigt, siger træner Ole Nielsen. - Alle de ting, der var aftalt inden kampen, kunne vi ikke bruge til noget, og da Horsens ikke er rækkens dårligste hold, var det en umenneskelig opgave, vi var kommet på med kun ti spillere på banen i 86 minutter. I minutterne efter, at Morten Sørensen var smidt ud, var Morten Knud Christensen og Jan Toftdal tæt på scoring for Lindholm, men langsomt overtog hjemmeholdet midtbanen, og på tre mål inden for første halvlegs sidste kvarter, afgjorde Horsens kampen. -niss

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...