Grin bare - den dur

Det skorter ikke på skæve smil, når jeg danderer gennem en campingplads iført min hjemmesyede tigerdragt. Heller ikke når den flashes på stranden. Mine børn har levet med den så længe, de har været til omtrent, så de bærer over, men jeg kan godt se smilet i deres øjenkroge alligevel. Det er ok. Også at de ikke bruger deres egne mere. Den er faktisk lidt aparte, men den er eddermame praktisk; ærlig talt så praktisk, at jeg under hver mand og dame én. Egentlig har dragten ikke noget med tigre at gøre, og nogen egentlig dragt er det vel ikke, men den omstændighed, at der i sin tid var et fantastisk godt tilbud på store badehåndklæder - som dragten er syet af - med en bort med tigerhoveder og striber a la det stribede kattedyr gjorde, at den nyttige beklædningsgenstand fik navnet tigerdragten. Det begyndte egentlig med en dansk film for omtrent 30 år siden, hvor førsteelsker Kaysø - det var før han fik Krumme - ikke bare bar en sjov gevandt af en dragt, der nåede fra skulder til gulv, men også havde en smuk ung dame med sig derind. På alle måder praktisk, tror jeg nok, jeg tænkte. Efter et forsøg med et lidt for let materiale faldt jeg over tilbuddet på stribede badehåndklæder og fik på én eller anden måde en symaskine til at sy to håndklæder sammen; for oven efter at have klippet hul til hovedet, i siderne, men med plads til armene, og ikke for neden for så vil det jo være en slags sækkevæddeløb at bevæge sig i den. Egentlig tror jeg nok, at jeg gjorde mig anstrengelserne for min hustrus skyld, men hun betakkede sig med henvisning til, at hun ikke havde den nødvendige, muskelkraft til at bære et så tungt beklædningsstykke. Et ikke urimeligt argument måtte jeg indse, men en voksen mand kan bære dragten - bare den ikke er alt for våd. Tilbuddet på Håndklæderne var i øvrigt så godt, at jeg havde nok til at kunne sy en dragt til sønnike, og endnu en, da han voksede fra den første, som lillesøster så kunne bære. Den øvelse blev gentaget endnu en gang, men så slap håndklæderne op, og børnene har ikke efterspurgt en dragt siden. Men min tiger lever. Den er særdeles praktisk, når man skal bevæge sig fra bad til telt, når man vil tage hensyn til de andre strandgæster og skifte i det skjulte. Den kan varme én en kold nat i teltet. Bruges som ekstra sovepude. Og så videre. Og så videre. Den er faktisk så anvendeligt, at jeg har overvejet at sætte den i produktion, men dels er jeg ikke sat i verden for at gøre mig rig på penge. Dels var den allerede videreudviklet, inden den blev udviklet. Egentlig er den vel bare en forsimplet badekåbe, men jeg kan godt lide den - tigerdragten - synes den har noget over sig, også selv om der ikke er så god plads til andre end mig selv i den, men det er der jo heller ikke i Krummefar Kaysøs ...