Grin, musik og noget pænt for øjet

Instruktør Sven Wortmann har forud for premieren sin helt egen opskrift på en god revy

Sven Wortmann glæder sig til premieren og de kommende forestillinger. FOTO: Eva Seider

Sven Wortmann glæder sig til premieren og de kommende forestillinger. FOTO: Eva Seider

HOBRO:Et glad grin, god musik og noget pænt at se på. Hvis ingredienserne røres godt og grundigt sammen får man en revy, der er værd at gå efter, og det er præcis den opskrift, Sven Wortmann som Ambu-revyens instruktør har forsøgt at følge til punkt og prikke. Om det lykkes, vil vise sig i aften, når der er premiere på revyen ”Hvad ska’ vi med kvinder” - Jeg tror, folk bliver glade, og hvis publikum får det lige så skægt, som vi har haft det under prøverne, bliver det i hvert fald ikke kedeligt, siger Sven Wortmann. Det er andet år i træk, han er kunstnerisk leder af Ambu-revyen, men om det næste år bliver alle gode gange tre, ja, det vil tiden vise. - Lige nu glæder jeg mig bare til premieren og de kommende forestillinger, siger Sven Wortmann. Han har mere eller mindre tænkt Ambu-revy siden marts måned, men de hektiske måneder har selvfølgelig været august og september. Ikke den bedste periode for en instruktør, der som lærer i det civile er afdelingsleder på Sortebakkeskolen i Nørager. - Det er jo i samme periode, vi på skolen har forrygende travlt med at planlægge og indlede et nyt skoleår, konstaterer Sven Wortmann. Erfarne og nye folk Men lige nu gælder det altså Ambu-revyen, og Sven Wortmann glæder sig over, at han har et sublimt team at arbejde med. En blanding af veteraner og nye folk. Marie Louise Rønnebro er ny på scenen, og i orkestret er der tre nye medlemmer. Det er Gitte Roed på basun, Kim Jeppesen på sax og Anders Wortmann på bas. Sidstnævnte er bare 16 år, og ikke unaturligt glæder det Sven Wortmann, at knægten selv har ønsket at være med i revy-orkestret. Dermed har far følgeskab af søn både til øveaftner og til forestillingerne. Anders har tidligere optrådt offentligt som medlem af et orkester på Lynghøj Efterskole, men som han selv siger, er det første gang, han skal spille for ”de gamle nisser” - med reference til revyens traditionelt modne publikum. I den musikalske familien Wortmann er der i øvrigt også Anne på 10 og Christian på 13, og selv om det endnu ikke er på tale, vil det næppe overraske en helt masse, hvis de om nogle år gør farmand og storebror følgeskab på Ambu-scenen på henholdsvis cello og klaver. Efter premieren i aften venter der en stribe forestillinger de næste par uger. Men så lang tid skal man absolut ikke vente. Ja, man skal faktisk slet ikke vente. Hvis man ikke har sikret sig billet er det med at komme hen i kiosken i Havnegade i en fart. Der er nemlig kun usolgte billetter til forestillingen søndag aften. Alt andet er revet væk.