Grin og farver i Det Blå Værksted

Blå Kors inviterer ensomme indenfor til aktiviteter i helt nyt værksted i Vendelbogade 47

HJØRRING:Der er grin og farver i luften i "Det Blå Værksted", som er et nyt tilbud i Hjørring. I næste uge indvies stedet officielt. Det nye trivselsværksted ligger i Vendelbogade 47. Det er et tilbud om aktivitet for mennesker, som er ensomme eller som af den ene eller anden grund ikke kan få dagen til at gå. Her sidder John Sørensen, kaldet Long John, som tidligere har malet byen rød, men nu har han opdaget, at det faktisk er meget rart at male andet. - Jo her er meget godt at være, griner han, mens han driller de andre, der netop i dag er til stede i værkstedet. Man har besøg af kunstner Birthe Bækholm, som lærer deltagerne at male. - Jeg kan huske første gang jeg var her, fortæller Naja Bertelsen. - Jeg slappede af og skulle male et billede. Det er dejligt med udfordringer og at mærke, at man jo stadigvæk godt kan noget. Da jeg gik hjem den dag, havde jeg det utroligt godt, selvom mit maleri så ud ad pommern til. Men det er rart at tro på sig selv og være sammen med andre, siger Naja. Stedet skal udelukkende drives af midler fra Socialministeriets satsmidler. Tre mio. kr. har Blå Kors fået til stedet over tre år. Leder er Hans Stokvis, som tydeligvis nyder sit arbejde. Han har været ansat i Blå Kors siden maj sidste år. Her pr. 1. februar blev Hanne Nielsen ansat på 30 timer om ugen. Dertil kommer en række frivillige og gæstelærere. Bydes på kaffe - Hej. Vil du have en kop kaffe. Døren går op til værkstedet og endnu en gæst kommer indenfor. - Det er et princip, vi har, at alle skal have tilbudt en kop kaffe, så snart de kommer. De kan også få the, men det er der ikke så mange der vil have, forklarer Hans Stokvis. Han giver folk gas og ler meget, men han kan også være bestemt. Er folk berusede, når de kommer, så er det ud. Kommer folk bare og sætter sig uden at gå i gang med noget, så er det også en henvisning til "Den Blå Café" i Kongensgade. - De får lov at sidde et kvarter, men hvis bare de vil drikke kaffe, så er det altså oppe i caféen, det skal foregå, forklarer Hans Stokvis. Han har også lavet begrænsninger i rygningen på stedet. Og er sluppet godt fra det. Én gang i timen må man ryge i ti minutter, men ellers ikke. - De andre sagde, jeg ikke var rigtig klog. I to dage blev folk væk, men så kom de igen. Nu fungerer det fint, for her kommer jo også mennesker, der ikke ryger, forklarer Hans Stokvis. Værkstedet tilbyder undervisning i computerbrug, der er symaskiner, malergrej og senere vil der blive tilbudt undervisning i læder og måske fluebinding. - Vi ville så gerne have en lille produktion i gang, hvor vi kunne tjene lidt penge, drømmer Hans Stokvis. Man er velkommen, hvis man har lyst at være med.