Grinefri film

Discoormen Bjarne - her mellem mor og far - er en undertrykt gennemmobbet orm, der får sit store gennembrud som discokonge.

Discoormen Bjarne - her mellem mor og far - er en undertrykt gennemmobbet orm, der får sit store gennembrud som discokonge.

FILM ”Disco Ormene” # # # ¤ ¤ ¤ DER ER MASSER af fede detaljer i ”Disco Ormene”. Bare det at lave en animationsfilm, hvor flertallet af personer ikke har hverken arme eller ben er grænseoverskridende, for det betyder, at der skal tænkes på helt nye måder, når figurerne skal bevæge sig. Det er jo utroligt svært – og helt ærligt – så lykkes det heller ikke så godt her. Ikke hele tiden, selv om der bestemt også er klip, hvor det er fedt, når halespidsen skal bruges til det hele. Det er også svært ikke at blive begejstret over de danske stemmer: Peter Frödin spiller hovedrollen som discoormen Bjarne, og det er en præstation med stort overskud. Vi må også erkende, at ”Disco Ormene” lever helt op til den sædvanlige måde at lave animationsfilm på: Det handler om underhunden, mobbeofferet, den skæve eksistens, som ender med at erobre hele verden. Eller i hvert fald den del af verden, hvor ormene bor. Til gengæld kvajer filmen sig overdådigt på to områder: Historien er for tam, for langsom, for forudsigelig, ja kort og godt for kedelig. Men endnu værre er det, at filmen ikke er sjov. Jovist er det sjovt, at det broderede sofastykke i tv-stuen bærer sentensen: ”Hole – sweet hole”, men så er der faktisk heller ikke mere at grine ad. Ingen skæve detaljer. Ingen hurtige vitser. Intet. Det er pokkers synd, for det er jo en flot film på mange andre måder. Men man ender altså med at kede sig. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk ”Disco Ormene”. Dansk. Instr: Thomas Borch Nielsen. 1 time og 18 minutter, tilladt for alle. Danmarkspremiere.