Grinet er så småt ved at blive trukket op

Lokal teaterforening er ved at støbe kuglerne til et par morsomme kro-aftner

MOSBJERG:Tolne-Mosbjerg Teaterforening er gået i gang med at pakke en lettere, forsinket julegave ind til snesevis af revy-gæster, der dog selv kommer til at betale for varen. I løbet af marts vanker der således igen revy over to aftner på Mosbjerg Kro, og teaterforeningens formand, Jan Pedersen oplyser, at revyholdet - sådan cirka et dusin - har mødtes de første gange. - Vi er ved at skrive tekster eller på jagt efter nogle, siger Jan Pedersen. Folkene bag revyen optræder kun en enkelt gang om året, men der er ingen problemer i at holde fanen, skægget og de briller højt. - Vi er efterhånden som en bette familie, og vi kender hinanden ud og ind. Man kan sige, at vi optræder ligeså meget for vores egen skyld, fortæller teaterformanden 250 - 300 gæster Siden starten af 1980'erne har områdets landsbyer - og den pæne mængde af folk, som rent faktisk kommer udefra - været tilsmilet af en revy, og selv om der på et tidspunkt var enkelte års pause, er man ved at nærme sig en snes forestillinger. Traditionen tro kommer revyen til at indeholde lokalt stof - mon ikke kommunesammenlægningen og spørgsmålet om, hvor kommunens østlige dele skal hen, kommer med? - men der bliver også plads til mere generelle betragtninger, som man kan grine af, uanset om man bor i Mosbjerg og omegn eller ej. - Men det bliver ikke grovt - vi skal jo også kunne omgåes folk bagefter, påpeger Jan Pedersen. Mosbjerg Revyen bliver som regel set af af mellem 250 - 300 mennesker hvert år over to dage.