Håndbold

Grini kommende cheftræner i Randers HK

Håndboldklubben Randers HK har ansat Kjersti Grini som træner på en treårig kontrakt. Den tidligere storspiller, der har indstillet karrieren på grund af slitage i knæet, skal efter planen bruge det første år i Randers til at være i lære hos cheftræner Morten Arvidsson og samtidig tage en træneruddannelse.

Målet er, at hun skal overtage cheftrænerjobbet fra sæsonen 2004, hvor Morten Arvidssons kontrakt er udløbet. - Vi har vurderet, at vi gerne vil have en glidende overgang mellem den nuværende og den kommende træner, siger Randers HK's bestyrelsesformand, Nis Holdt. Kjersti Grini tiltræder i den jyske klub omgående. Det sker umiddelbart efter den 31-årige nordmand definitivt besluttede at indstille karrieren - godt 14 måneder efter hun ødelagde sit korsbånd i en DM-semifinale mellem Ikast-Bording og GOG. /ritzau/