Grobbelaars dyre selvmål

Var det bare begær – eller var det resultatet af ludomaniske tendenser – og efterfølgende tab – som i 1994 lokkede den tidligere Liverpool-målmand Bruce Grobbelaar til at modtage bestikkelse som betaling for at fixe kampe, han var involveret i. Optrinnet blev iscenesat og optaget med skjult kamera af den engelske avis The Sun, og sagen blev efterfølgende under enorm opmærksomhed ført helt frem til Winchester Crown Court, hvor Bruce Grobbelaar imidlertid sammen med Wimbledon-spillerne Hans Segers og John Fashanu samt den malaysiske forretningsmand Heng Suan Lin blev renset for alle anklager. Retten tilkendte i den forbindelse Bruce Grobbelaar en erstatning på 85.000 pund (ca. 940.000 kr), men The Sun vandt efterfølgende en ankesag, hvorpå sagen i 2002 blev ført helt til tops i den engelske højesteret. Her besluttede fire af fem dommere at stadfæste den oprindelige dom. For selv om Bruce Grobbelaar uden nogen diskussion havde accepteret bestikkelse, så havde The Sun ikke magtet at bevise, at målmanden bevidst havde lukket mål ind bag sig. Men hvis den tidligere Liverpool - Southampton og Zimbabwe-keeper havde drømt om gå fra High Court med erstatningen på knap en million kroner, så mistede han den hurtigere, end man kan tabe den hos en bookmaker. For dommerne i højesteretten akkompagnerede kendelsen i Grobbelaars favør med en beslutning om at nedsætte den oprindelige erstatning til ét symbolsk pund – eller 11 kroner. Og sagen blev så stor en belastning for målmanden med de sprælske vaner og det iøjnefaldende overskæg, at selv om han måske ikke lukkede mål ind med vilje, så var det et dyrt selvmål at tage imod bestikkelse. For døren til fodboldverdenens store lønninger var lukket. OM