Børnepasning

Grøde i Grøftekanten

Forældre, børn og personale rykker i flok på det store udeareal

Ø. BRØNDERSLEV: Dyrehaven står der på skiltet over porten ind til et aflukke på legepladsen. Stedet er Børnehaven Grøftekanten i Øster Brønderslev, hvor en arbejdslørdag netop har bragt ny grøde til den forholdsvis unge legeplads. Et af tiltagene fra den talstærke forældreskare var at få indhegnet og forbedret dyrehaven for både børn og dyr. To papegøjer, et kaninpar med fem unger samt høns udgør indtil videre institutionens dyrehold. Lørdagens opgaver var mange. Blandt andet blev 17 stærekasser tømret sammen og sat op på en høj pæl i det fjerneste hjørne af arealet. Og personale, børn og forældre håber nu, at der bliver leben i kasserne næste år. Et nyt pileflethegn har set dagens lys og en trappe til gangbroen ved klatrevæggen er sat op. Årsag: Til august siger børnehaven farvel til 28 store skolebørn og goddag til 28 nye tre-årige, der vil klare sig bedre på stigen end på klatrevæggen. Normalt kan børnefamilier sagtens finde noget at bruge en lørdag til. Men trods travle hverdage, bruger familierne gerne tid på at forbedre forholdene på Grøftekantens udeareal. Jan Jæger, formand for børnehavens bestyrelse, fortæller, at der er et fantastisk sammenhold forældre, personale og børn imellem. - Man føler sig som forældre tryg og hjemme, når man kommer ind af døren. Det er alfa og omega. Vi er som en stor familie, siger Jan Jæger, som forklaring på den store opbakning. Mange af de forældre, der deltog i arbejdslørdagen, har iøvrigt ingen børn i børnehaven efter sommerferien, fordi deres børn skal i skole. Ude godt Jan Jæger fremhæver udelivet og det store udeareal som en stor kvalitet. Og han er glad for, at børnene skal være ude hele dagen lang. - De kommer ud og rører sig og er trætte, når de kommer hjem. Og de vil gerne ud - jo før jo bedre, tilføjer han. Lederen af Grøftekanten, Torben Maarbjerg Jepsen, tilføjer, at fokus både i hverdagen og på arbejdsdage med forældrene er rettet på udearealet. Det er her den meste tid tilbringes - og her kræfterne bliver lagt. Og dyreholdet kommer ind som en naturlig del af hverdagen. - Med Dyrehaven er der skabt et lukket miljø, hvor man kan gå ind og være et med dyrene. Her kan man lade sig forundre af dyrelivet, forklarere Torben Maarbjerg Jepsen. At holde dyr kræver, at forældre og børn er med på kontrakten. I weekender og ferier står de nemlig for pasning og fodring. - Og det er ikke noget problem, at finde folk til den opgave. Listen er altid fuldt booket op, fortæller Jan Jæger, og tilføjer, at det første børnene tænker på, når de slår øjnene op i en "vagtweekend" er, at dyrene skal fodres. Dyrene er med til at vække børnenes ansvarsfølelse. - Når vi har taget dyrene til os skal vi også passe på dem. Og Dyrehaven skaber et miljø, som lægger op til ro og harmoni. Det er bevist, at dyr sænker stressniveauet hos os mennesker, siger Torben Maarbjerg Jepsen. Samtidig er han bevidst om, at dyrehold i børnehaven er en balancegang: - Vi vil gerne have dyr, men det må heller ikke blive for meget. Har man mange dyr, skal man afsætte personale til at fordre og passe dyrene. Det er for meget. Det skal være overkommeligt. Aldrig færdig Denne mandag formiddag er der aktivitet på hele området. Børnene leger i mindre grupper, og en lille flok følger gerne med ind i det store samertelt, hvor 16 af børnene netop har overnattet. Tæt ved teltet ligger én af to køkkenhaver. En her fik børnehaven også forældrehjælp. En far sørgede nemlig for at gøre jorden haveklar - med sin vendeplov. Overalt på pladsen rækker små kastanietræer mod himlen, og med tiden vil de udvikle sig til fuldvoksne klatretræer. Den seneste tid har budt på en del regn, og børn og voksne har i perioder nydt godt af halvtaget over terassen. - Personalet sidder iøvrigt altid ude og holder pauser. Hvis vi skulle gå ind på personalestuen, skulle vi spise i to eller tre hold. Vi ville blive splittet op, og det sociale ville gå tabt. Derfor sidder vi og spiser sammen, og ungerne ved, hvor vi er. Hvornår pladsen omkring Grøftekanten er færdig, er der ikke svar på: - Vi bliver da aldrig færdige - den skal videreudvikles, lyder meldingen.