Natur

Grøftekant futtede af

FJERRITSLEV: Torsdag eftermiddag opstod der en markbrand på vestsiden af Kollerup Strandvej i udkanten af Kollerup Plantage. Brandvæsenet fik hurtigt slukket branden med hjælp fra en tankvogn fra Brovst, men omkring 2000 kvadratmeter rabat og mark var allerede brændt af, efter at der var gået ild i noget vissent græs i grøftekanten. Beredskabschef Per Nielsen kan ikke fortælle, hvordan branden er opstået, men siger, at naturen er allermest brandfarlig lige i øjeblikket. - Vi skal være glade for, at det var stille vejr, ellers kunne skoven være røget med, fortæller han. - Græs og kviste fra sidste år er lige nu knastørt, fordi der på grund af frost ikke er er trukket væde op i det endnu. Det er den første naturbrand i år, men Per Nielsen oplyser, at der ofte opstår naturbrande på denne årstid. DoB