Frederikshavn

Grøn energi i bølgen blå

Unikt anlæg vil producere energi af bølgerne i havet og kan skabe grønne nordjyske arbejdspladser

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Direktør for Crestwing, Ruth Bloom, erkender, at det har været et langt, sejt træk - for innovation tager tid.

FREDERIKSHAVN:Der er allerede vindmøller og solceller til at producere grøn energi, men hidtil er det ikke lykkedes for alvor at udnytte de enorme energiressourcer i havet omkring os. Det gør den frederikshavnske virksomhed Crestwing nu op med, hvor deres helt unikke bølgeenergianlæg efter 13 år er klar til søsætning i Kattegat. Det oplyser Energibyen Frederikshavn i en pressemeddelelse.

Crestwing har siden 2005 udviklet, bygget og testet anlæg i forskellige udformninger og størrelser. Selve konstruktionen og teknikken i bølgeenergianlægget er opfundet af ingeniør Henning Pilgaard, der arbejdede med vedvarende energi i en menneskealder.

Desværre gik Henning Pilgaard pludselig bort for to år siden, men hans ideer og livsværk lever videre under ledelse af hans hustru, Ruth Bloom.

- Det har været et langt, sejt træk, fra Henning testede den første lille model i en vaskebalje og til nu, hvor anlægget tager et meget stort skridt mod egentlig produktion og kommercialisering. Men innovation tager tid, erkender hun.

Døbes 7. september

Blandt Crestwings nærmeste samarbejdspartnere er Energibyen Frederikshavn, der i mere end 10 år har leveret sekretariatshjælp og sparring til virksomheden.

- Vi har fra starten set mulighederne og perspektiverne i Crestwings bølgeenergianlæg. Vi tror på ideens bæredygtighed, og projektet hænger også rigtig fint sammen med kommunens vækstspor "Energi" og vores arbejde med erhvervsudvikling inden for grøn energi, forklarer chefkonsulent Bahram Dehghan fra Energibyen.

Erhvervshus Nord har også fulgt Crestwing gennem årene og senest bidraget til at få udarbejdet et prospekt, der har skærpet den kommercielle forretningsidé og fungeret som fundamentet for at sikre sig finansiering.  

- Det er rigtig vanskeligt for nye virksomheder at få risikovillig kapital og dermed komme fra idé til færdigt produkt. Det er særligt svært i den størrelsesorden, som Crestwing har haft behov for, så det er virkelig flot af Ruth og hendes hold, at de har formået at skaffe finansiering til at færdiggøre deres prototype og få den testet, siger Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.  

Fredag 7. september døber borgmester Birgit S. Hansen (S) officielt virksomhedens hidtil største anlæg "Tordenskiold", som er bygget i Sæby, ved et arrangement på havnen i Frederikshavn.

100 arbejdspladser

"Tordenskiold" måler 30 meter gange 7,5 meter, hvilket er den størrelse, der matcher bølgestørrelsen i Kattegat. Udviklingen og tilpasningen af anlægget er sket i et tæt samarbejde med en række lokale virksomheder og fagfolk, der har stor viden om og erfaring med maritime anlæg.

Efter dåben skal "Tordenskiold" forankres øst for Hirsholmene, og de næste to år skal dets konstruktion, forankring og ikke mindst produktion af el testes, overvåges, måles og analyseres af en række forskere og fagfolk. Anlægget tilpasses på baggrund af disse erfaringer markedets behov og sælges til eksempelvis energiproduktionsselskaber i ind- og udland.

I 2016 fik Crestwing en professionel bestyrelse med den tidligere Elsam-direktør Peter Høstgaard-Jensen som formand. For ham har det været afgørende, at bølgeenergi er med til at fortsætte udviklingen i retning af en fossilfri energiproduktion.

- Vores mål er, at færdigudvikling og lokal serieproduktion af bølgeenergianlæg skal skabe mindst 100 nye, grønne arbejdspladser. Dertil kommer, at samspillet mellem Crestwing og de eksisterende maritime virksomheder kan generere yderligere vækst i Frederikshavn Kommune, siger Peter Høstgaard-Jensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.