Sygdomme

Grønbechs genstart

Den nordjyske trubadur Ib Grønbech søsætter nyt album efter en pause på ti år, hvor han blandt andet har kæmpet med en sjælden sygdom og er begyndt at hugge i sten

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Entertaineren Ib Grønbech blev i sin tid uddannet som skibselektronikmekaniker, men siden 1988 har han levet af sin musik. Foto: Claus Søndberg

Hvorfor må man ik’ ha’ Beatles-hår? Hvorfor ska’ jeg altid klippes mor? Disse linier er ofte det første, der spontant ryger ud af munden på folk, når de hører navnet Ib Grønbech. Også selvom sangen er næsten tyve år gammel, og han har lavet utallige ting siden. Men det generer ham ikke. - Beatles-hår spiller jeg hver gang. Det er den, de vil have. Sangen er et af hans største hits, men den kom med på pladen ”Her går det godt!” ved et rent tilfælde. Da han sidst i firserne var ved at indspillede pladen, manglede han pludselig et nummer. Ib Grønbech gik hjem og hørte sin diktafon igennem for at se, om der var noget, der kunne bruges. Og det var der. Han havde glemt alt om, at han en dag havde siddet i bilen og sunget om beatles-hår i en pærevælling, men han skrev den ned og tog den med i studiet næste dag. - Jeg var noget betænkelig, for jeg havde jo ikke brugt ret lang tid på den, men vi havde ikke noget, der var bedre. Og så blev den et kæmpe hit. Ib Grønbech sidder tilbagelænet i en sort lædersofa på restaurant Stygge Krumpen midt i Aalborg. Den ene arm hviler på armlænet, og fingrene trommer let på kanten, imens han fortæller. Han griner, og ansigtet lyser op i et stort drenget smil. En fin kontrast til det helt hvide hår, der titter frem på hver side af hovedet og afslører, at han ikke er helt ung længere. Ramt af sygdom Som han sidder der, er det svært at forstå, at han har været så syg, at han slet ikke har kunnet komme ud af sengen. Men en sjælden hormonsygdom har været årsagen til, at der skulle gå ti år, før hans nye album ”Dengang jeg var bette” kommer på gaden. - Det var en kritisk sygdom, der kom listende ind på livet af mig. Jeg har ingen energi haft, og derfor har jeg overhovedet ikke haft lyst til at skrive sange. Sygdommen ramte Ib Grønbech omkring år 2000, hvor han blev mere og mere træt, uden at lægerne kunne finde ud af hvorfor. Efter seks år fik han endelig diagnosen; En sjælden hormonsygdom, der sætter hypofysen i hjernen ud af funktion. - Det er faktisk computeren, der er gået ned, forklarer han og tapper på hovedet med en finger. Men nu er han i behandling, og det går langsomt fremad. Men trætheden præger ham stadig. - Det svarer til at være i byen hele natten, gå i seng klokken seks om morgenen og skulle op igen klokken otte. Så træt er jeg. Fra nu af og resten af livet skal han tage piller og indsprøjtninger hver dag med hormoner. Han lægger ansigtet i alvorlige folder, imens han fortæller om sin sygdom, men smilet kan alligevel anes inde bagved. - Men man skal ikke have ondt af mig. Jeg spekulerer slet ikke på det mere. Jeg er glad og positiv nu. Smilet har igen fået overtaget over hans ansigt. Det hele startede i Hirtshals, hvor Ib Grønbech voksede op efter at have levet i Løkken de første 11 år af sit liv. Som 16-årig dannede han bandet Maxfour sammen med tre kammerater. - Ja, vi var fire i bandet. Forklaringen på bandets navn bliver serveret med et skævt smil. Maxfour spillede dansemusik til kroballer hver fredag og lørdag over hele Vendsyssel. Samtidig skrev Ib Grønbech sine egne vendelbosange ved siden af. I 1985 sendte han en demo til Jysk Grammofon, som ringede tilbage næste dag og sagde, at de gerne ville lave en plade. Hård start - En ting er at sidde i et band og synge John Mogensens ”Så længe jeg lever”, noget helt andet er at skulle ud og sælge sine egne numre. Det var sgu hårdt i starten, erkender han. Men folk tog godt imod den gæve vendelbo med de skarpe iagttagelser af livets små underfundigheder. Og den teknik bruger han stadig i sine sange. - Jeg iagttager folk. Radaren er altid fremme. Jeg sidder også og holder øje med folk lige nu, fortæller han og lader blikket glide rundt i cafeen. - Det er de små ting. De helt små detaljer, der er sjovest at skrive om. Og det er den første sang på det nye album et godt eksempel på. Sangen hedder ”Der er rigtig mange, der piller i næse, når de holder for rødt”, og teksten er, som alle hans andre sange, meget humoristisk. Men det er ikke bevidst fra Ib Grønbechs side. - Jeg sætter mig ikke ned og siger, at nu skal jeg skrive en sjov sang, men det er altid det, der ender med at komme ud af blyanten. Det drævende vendelbomål, han synger sine sange på, er et andet af Ib Grønbechs kendetegn. Og bestemt ikke noget, han har tænkt sig at lave om. - Folk ved, at når jeg kommer, så er det med dialekt. Det er humoren heroppe, der er mit redskab, og jeg ville ikke kunne skrive de samme sange på rigsdansk. Han tænker længe. Leder efter ordene. - Nej, det ville slet ikke blive de samme sange. Jeg elsker det sprog, og jeg synes også, at det er flot. Det er et charmerende sprog. Ib Grønbech er en travl mand. Og som alle andre har han også brug for at stresse lidt af en gang imellem. Han har prøvet at spille golf, men det endte altid med, at han gik rundt ude på banen og tænkte på alt det, han ikke skulle. Derfor har han kastet sig ud i stenhuggeri. - Det er fandeme noget, der kan rense tankerne. Han griner højt. - Hvis du står med hammer og mejsel og tænker på noget andet, når du slår, så kommer det fandeme til at gøre ondt. Ib Grønbech har fået lov til at boltre sig i værkstedet hos stenhugger Palle Mørk i Brønderslev. Til gengæld skal han lære stenhuggeren at spille guitar. - Men det lærer han aldrig. Jeg synes, at hans fingre er for tykke, lyder den hurtige konklusion fra Ib Grønbech. Men han elsker at stå i støvet og hugge i sten. Han laver mest små instrumenter, men har også præsteret at lave en guitar i virkelig størrelse i granit. Afslappet plade Så Ib Grønbech hugger altså i sten, skriver sange, synger, underholder og optræder. Men ikke nødvendigvis i den rækkefølge og absolut ikke på samme tid. - Jeg er ikke god til at have gang i flere ting af gangen. Det stresser mig helt vildt. Derfor koncentrerer han sig lige nu fuldt ud om det nye album, som udkommer den 20. april. Og han har en god fornemmelse i maven. - Jeg er meget glad for det. For første gang har han indspillet pladen i et lille studie i Aalborg og har kun haft fire personer omkring sig. - Det har været virkelig afslappende. Og når vi kun var de her fire-fem stykker, kunne vi hele tiden lege med sangene. ”Det duer ikke det her. Det skal laves om”. Men det er hårdt arbejde at indspille en plade, og Ib Grønbech har været nødt til at tage det roligt på grund af sygdommen. - Jeg har ligget på en sofa det meste af tiden og dirigeret tropperne. Det er kedeligt at være i studiet, så jeg har været privilegeret, at jeg kunne få lov til at sove, imens de andre knoklede, fortæller han grinende. - Jeg er ikke kommet sovende til det, men jeg har taget hensyn til mit helbred, fortæller han ærligt. Og nu er pladen her. Og selvom den først udkommer den 20. april, er han allerede begyndt at spille de nye sange, når han er ude at optræde. - Jeg tager aldrig på turne, fordi det er så koncentreret, når man spiller hver dag. Jeg kan bedre lide at sprede det ud over hele året og holde gryden i kog. Og publikum er ifølge ham selv glade for hans nye materiale. - De har taget fantastisk godt imod dem, udbryder han smilende, men retter hurtigt sig selv. - Nej måske ikke fantastisk, men jeg har fået nogle dejlige reaktioner på den. For en sikkerheds skyld følger der en oversættelse med cd’en, hvor alle sangene er oversat fra vendelbomål til rigsdansk. - Jeg gider ikke, at folk siger ”Vi fatter ikke, hvad du synger”. Nej, det skal ikke være det, der er undskyldningen.