Grønland

Grønland får egne pengesedler i '08

} KØBENHAVN: Fra 2008 får Grønland egne pengesedler som betalingsmiddel. Det er resultatet af en aftale, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og landsstyreformand Hans Enoksen har indgået i forståelse med Nationalbanken, oplyser Statsministeriet. Parterne har aftalt at igangsætte det arbejde, der i 2008 skal føre til udstedelsen af særlige grønlandske pengesedler med grønlandsk tekst og motiver. Pengesedlerne vil have samme størrelse og værdi som de danske pengesedler. En ny lov skal bane vejen for grønlændernes egne pengesedler, og den ventes økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) at fremsætte til efteråret. Statsministeren besøger iøvrigt Grønland fra 24.-28. april, hvor han dels skal besigtige Thule-basen sammen med Hans Enoksen og på hundeslædetur i to dage med Sirius-patruljen./ritzau/