Grønland for begyndere

Qipinngi er den ensomme dreng, som vil hævne sin far i den italiensk-grønlandske film ”Den sidste åndemaner” 
Still fra filmen.

Qipinngi er den ensomme dreng, som vil hævne sin far i den italiensk-grønlandske film ”Den sidste åndemaner” Still fra filmen.

Hævndrab, hjælpeånder, tupilak, kajak og kristendommens indtog. Det her er en slags Grønland for begyndere-film, der koncentrerer sig omkring år 1900, da den tradionelle fangerkultur og den shamaniske tro gik i opløsning, da kristendommen kom til. Filmen krydsklipper mellem før og nu, og vi følger to familiers skæbne. Den lille grønlandske dreng Qipinngi, hvis far bliver harpunmyrdet under sælfangst, hvorefter hans mor må gifte sig med morderen, Kilimi. Mor flygter over isen til sin bror og her vokser Qipinngi op og bliver fanger. Samtidigt ser han i et åndesyn de grønlandske hjælpeånder, efter at have genoplivet en spurv, og efter at være blevet indviet går han i gang med at ”uddanne” sig til åndemaner. Parallelt hermed følger vi den lille italienske dreng, Matteo, der er kommet til Grønland med sin far. Far er fraskilt og har travlt med at gøre sin firma med speciale i rejser til det arktiske til en succes og registrerer slet ikke sin ensomme søns forsøg på at komme i kontakt og ind på livet af den far, som han savner så stærkt. På den måde handler historien på overfladen om forældre, der vil gøre alt for deres børn. Den grønlandske mor. Og fortravlede vesterlændinge, som ikke ænser dem, men har mere travlt med egen navle. Den italienske far. Den historie bliver imidlertid ikke brugt til særlig meget. I stedet begiver vi os ud på en lang rejse, hvor vi i den grønlandske fortidsafdeling får en masse at vide om den grønlandske myte-og sangverden. Troen på naturens store hjælpeånder, og de udskårne tupilakker, som man kunne sende afsted og dermed dræbe eller i det mindste kaste en forbandelse på sine fjender. Her er masser af prægtige billeder fra den lige så prægtige natur. Isbjerge, kajaksejlads og slædehundekørsel og utrolig smukke solnedgange i den korte, hektiske artiske sommer. Det er altsammen udmærket. Det er knap så udmærket, at filmen og dens instruktør Lorenzo Hendel ikke rigtig ved, hvad han vil fortælle. Det bliver til en gang forblommet - stedvis understøttet af overnaturlig syn og visioner - tale om, at det aldrig lykkes for Qipinngi at hæve sin biologiske far, fordi der er kommet en endnu større hjælpeånd til Grønland. Nemlig selveste Jesus. De to familiers på hver sin måde elendige sociale tilstand - den forladte,ensomme drengs kamp for at få en ordentlig barndom og finde et ståsted - bliver ikke frugtbart flettet sammen, og filmen ender som en lidt skolefilmsagtig og vel overtydelige rundvisning på Det Store Grønlandske Museum - mest med fokus på fangersamfundet og dets opløsning. Og det gør det ikke bedre, at scenen, hvor den døende åndemaner skal have det hele til at falde på plads, ender det i en gang mumlende utydelig uforståelighed. Her burde der have været undertekster på. Ligesom der er under de grønlandske og italienske replikker. En stor opslået og Hjemmestyre-understøttet film, der ret hurtigt render kajakstævnen ind i sit selvskabte isbjerg af krukket selvhøjtidelighed. Bedst fungerer portrættet af fangersamfundet.
  • ”Den sidste åndemaner” Italien/Danmark/Irland/England, 2005. Org. t: ”Quando i bambini giocano in cielo” Instr.: Lorenzo Hendel. En time, 46 min. Danmarkspremiere. Biffen, Aalborg.