Grønland halverer kvoten for finhvaler

SYDKOREA: På et møde i Sydkorea er Grønland frivilligt gået med til at halvere kvoten for finhvaler ned til det niveau, hvor fangsten rent faktisk ligger. Den frivillige nedskæring vakte jubel hos dyreværnsorganisationer, men er forholdsvis gratis for Grønland, da fangerne alligevel ikke har fanget kvoten op de seneste år. Tallet 10, som det endte med, er netop gennemsnittet for de seneste fem års fangst af finhval. Australien, New Zealand, Storbritannien og Tyskland hørte til den fløj, som var kritisk over for Grønland, som er afhængig af hvaler til sin kødforsyning, fremhæver en dansk diplomat ved mødet. Ifølge diplomaten er finhvalen langt fra truet som art, men der mangler sikre oplysninger om antallet af hvaler. For at være på den sikre side fanges kun en tiendedel af, hvad videnskaben regner med er sikkert. En genoptagelse af den kommercielle hvalfangst, som foreslået af den det danske IWC-formandskab, når ikke at komme til afstemning ved denne uges årsmøde, og tidligst til næste år. Forslaget omfatter meget begrænset, bæredygtig og kontrolleret fangst. Kommerciel fangst har været stoppet siden 1986, men befolkningerne i Grønland, Alaska, dele af Rusland og på det caribiske St. Vincent har særlige ordninger. På hjemmestyrets repræsentationskontor i København, kalder repræsentationschef Einar Lemche det bedrøveligt, at flertallet blandt hvalfangstkommissionens 66 lande "ikke vil nogen vegne". - Det er nærmest en religionskrig mellem dem, der gerne vil bæredygtig fangst og dem, der er helt imod fangst, siger han. Et kompromis mellem de to holdninger burde blive, at der kommer en begrænset bæredygtig fangst, mener han. Den forvaltningsmodel som det danske formandskab i IWC arbejder med, er ifølge Lemche så restriktiv, at den ville stoppe alt fiskeri, hvis den blev indført på det område. Han ser en risiko for, at fangstlandene kører deres eget løb uden for IWC, hvis den kommercielle fangst ikke bliver genoptaget. På onsdagens møde i Ulsan i Korea var der også to afstemninger om et fredet hvalområde i Stillehavet. Danmark stemte imod et japansk forslag om at ophæve et fredningsområde for hvaler i den sydlige del af Stillehavet. Danmark stemte også imod et forslag om at udvide fredningsområdet, så det ville nå helt til Ækvator. /ritzau/