Danmark

Grønland nominerer film til Oscar-statuette

Den grønlandske Oscar-komité har nomineret filmen "Inuk" til en Oscar for bedst ikke-engelsksprogede film.

Grønland nominerer film til Oscar-statuette

For blot anden gang har den grønlandske Oscar-komité nomineret en film til en Oscar i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film - altså samme kategori, hvor Danmark har nomineret "En Kongelig Affære".

Det drejer sig om filmen "Inuk", der er en af Grønlands mest populære film gennem tiderne, og som allerede har vundet mere end 20 - ganske vist mindre - priser på festivaler rundt om i verden.

- Jeg er stolt over, at en film der er lavet i Grønland, har fået så megen opmærksomhed ude i den store verden.

- Alt godt filmarbejde begynder med en god historie, der er vedkommende og interessant for sit publikum. Inuk er netop sådan en historie, siger Mimi Karlsen, minister for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling.

Inuk er produceret af Ann Andreasen og instrueret af Mike Magidson, der også sammen med Ole Jørgen Hammeken og Jean Michel Huctin står for filmens manuskript.

Filmen er baseret på en virkelig begivenhed og fortæller historien om en 16 årig dreng, der sendes fra sin familie i Nuuk til et børnehjem i Uummannaq i Nordvestgrønland.

Her møder han Ikuma, en legendarisk isbjørnejæger, som oplever sine tidligere styrker forsvinde på uforklarlig vis.

Så da jægeren og den utilpassede dreng fra Nuuk tager på den årlige fangsttur, lurer andre farer og udfordringer end blot den skrøbelige is, som deres slæder kører hen over.

Den virkeligt svære rejse er den, de foretager i deres eget indre.

Meget af filmen er optaget på isen under barske forhold i 30 graders kulde, alle skuespillere er amatører og mange af dem unge teenagere, der faktisk til dagligt selv bor på Børnehjemmet i Uummannaq.

- Med stor følsomhed og indlevelse levendegør de en autentisk historie fra dagens Grønland, siger manuskriptforfatter Ole Jørgen Hammeken.

- Og fortæller samtidig en universel historie om kampen for identitet, tro på sig selv, og heling af de sår i sjælen, som tilværelsen fører med sig, siger Hammeken, der udover at være manuskriptforfatter selv spiller rollen som Ikuma.

Oscaren uddeles i februar 2013.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden