Kunst

Grønlandsk kunst på galleri i Rønbjerg

Lucia Geraae laver blandt andet flotte udskæringsarbejder.

Lucia Geraae laver blandt andet flotte udskæringsarbejder.

RØNBJERG:Galleri Livøvej 41, Rønbjerg, viser fra lørdag og frem til torsdag 28. juni udstillingen Grønland, der består af kunst fremstillet af fire kunstnere, som alle har boet på Grønland og stadig finder inspiration til deres kunst ud fra denne baggrund. Esajas Isaksen har en helt og holdent grønlandsk baggrund. Hans tilværelse har været ganske omskiftelig. Allerede da han i sin tid boede i Ranum blev det aftalt, at han engang skulle udstille. Han har opholdt sig flere andre steder i Danmark, blandt andet i Skagen, hvor han har solgt ganske godt af sine spændende malerier. Evnike Qavigaq Elmlund – også kaldet Kiiki - er oprindelig polareskimo (Inughuit) fra Nordenvindens land, som de kalder deres hjemstavn deroppe i Qaanaaq. Hendes forældre måtte sammen med alle de andre flytte for at give plads til Thule Airbase. Hendes ofte farveglade motiver henter stadig megen energi i erindringsbilleder og symboler fra hjembygden og hendes besøg i Canada og Sibirien. Evnike har gået på kunstskole såvel i Grønland som Danmark. Lucia Geraae laver blandt andet flotte udskæringsarbejder. Hun er vokset op i en kunstnerisk familie i Nuuk, hvor min hendes malede og onklerne lavede en del kunst. - Den store interesse fik jeg dog først i 1998, da jeg købte en tupilak til min søn, og siden har det taget fart. Mine figurer stammer fra en verden af fantasi og overtro. Men man kan også finde glimt fra livets dybere sider i mine ting, fortæller Lucia Geraae. Johannes Bengtsson er tidligere skoleleder og fritidsleder i Vestgrønland og har siden opholdt sig adskillige længere perioder i Tasiilaq i Østgrønland. Han arbejder med grønlandsk inspirerede smykker og andet kunsthåndværk. Der er både poesi og råhed i Johs. Bengtssons assemblager af drivtømmer, hvalbarder, ben, tand mv. Han har i årenes løb deltaget i adskillige udstillinger i Grønland, Danmark, Sverige og Frankrig. Udstillingen åbnes med fernisering lørdag d. 2. juni kl. 15.