Aalborg

Grønlandske børn hjælpes til godt liv her

AALBORG:Det kan være svært for grønlandske børn at finde sig til rette i Danmark, for kulturen er væsentlig forskellig fra den danske, selvom vi er én nation. Derfor søger Foreningen af Grønlandske Børn efter danske familier, der vil mødes med et grønlandsk barn et par gange om måneden i de kommende år. - Mange grønlandske børn gør ikke så stort væsen ud af sig selv og er lidt tilbageholdende. Det betyder, at de måske kun møder danskere i skolen, fortæller Stine Nicolajsen, der er områdeleder for projektet "Et godt liv i Danmark". Hun håber, at en kontaktfamilie vil kunne lette integrationen, når børnene prøver at indgå i en dansk families dagligdag og følge de sociale spilleregler, der gælder der. Samværet vil også kunne smitte af på børnenes danskkundskaber. I Aalborg håber Stine Nicolajsen at få fat i otte til ti familier, der vil tage imod børn fra otte til tretten år.