EMNER

Grønlandske børn skal have hjælp nu

KØBENHAVN:Dansk Folkeparti er klar til at bruge et flertal uden om regeringen for at hjælpe de grønlandske børn, hvis ikke statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) griber ind omgående. - At grønlandske børn sulter, er uantageligt. Det er danske statsborgere, siger grønlandsordfører Søren Espersen. Mindst 17 pct. af de grønlandske skolelever går sultne i seng eller i skole, viser rapporter. Det er statsministeren, der på vegne af regeringen har underskrevet FN's Børnekonvention, og det er derfor hans ansvar at gribe ind, mener Søren Espersen. - Jeg er sådan set ligeglad med, hvordan statsministeren vil løse problemerne i Grønland. Men det er hans ansvar, og vi forlanger, at det sker med det samme, siger Søren Espersen. Dansk Folkeparti indkalder i weekenden statsministeren til en forespørgselsdebat, hvor partiet vil pålægge Anders Fogh at løse problemerne. /ritzau/